Hvordan ser din direktør ud i disse dage? Er der rank ryg og optimisme, eller krybes der langs væggen i total radiotavshed?
Skønt krisen rusker i pengetræerne, og det er fristende at rulle gardinerne for og gemme sig under dynen, er det nu, at landets bureaudirektører skal træde i karakter og retfærdiggøre bureauets eksistens.
Det hævder britiske Micky Denehey, der udover en fortid hos Ogilvy & Mather, Bates og Saatchi & Saatchi, er leder af den europæiske reklamebureauforening, EACA’s International School of Advertising and Communications.
Han fortæller til Markedsføring, at når de velbetalte reklamebureauer slår sig op på at være kreative og inspirerende, har de også vise det, nu hvor der er brug for det.
– Det er min oplevelse, at folk har gemt sig i år, men krisen er ikke undskyldning for ikke at foretage sig noget. Nærmere tværtimod. Der er jo nu, der er brug for kreative løsninger og nye ideer, og det er bureaudirektørerne, der skal gå forrest. De skal inspirere medarbejderne, men så sandelig også bureauets kunder, siger Micky Denehy.
– Bureauerne lever af at inspirere, og når vi alle godt ved, at det er skadeligt at slække på markedsføringsvolumen under en krise, er det blandt andet op til bureaudirektøren at påvirke virksomheden, når denne står med valget mellem at spare 500.000 euros i marketingbudget eller investere dem i en kompetent og spændende kampagne.
Fuld fart frem
Og en klog bureaudirektør lader sig ikke begrænse til bureauets nuværende kundeliste.
Micky Denehy garanterer, at de bedste bureauer i den seneste tid har haft foden godt plantet på newbiz-speederen.
– Det er rent faktisk et oplagt tidspunkt at hverve nye kunder. Alle virksomhedsledere er desperate efter nye ideer i øjeblikket. Det kan godt være, at der statistisk er færre pitches nu end sidste år, men det betyder ikke, at man ikke kan lave newbiz, siger Micky Denehy.
– Jeg garanterer, at hvis man udvikler en god idé for en potentiel kunde, så er der meget stor sandsynlighed for, at man ikke alene får sat et møde i stand, men også får tildelt et mindre projekt, hvor man kan føre ideen ud i livet. Virksomhederne vil meget gerne finde nye måder at gøre tingene på lige nu. Jeg er sikker på, at de bedste bureauer i Danmark lige så stille udvider kundelisten på denne måde lige nu, fortsætter han.
Micky Denehy har arbejdet i reklamebranchen i 28 år. Først hos Ogilvy & Mather og GGT i London. Senere blev han europæisk new business director hos Bates og efterfølgende emea marketing director hos Saatchi & Saatchi. I dag er Micky Denehy leder af den europæiske reklamebureauforening EACA’s International School of Advertising and Communications.
Læs hele interviewet med Micky Denehy i Markedsføring 11-2009, der udkommer i denne uge.