LaserTryk.dk er et af Nordens største trykkerier med stor produktionskapacitet, der matcher de største i Europa.
For at udnytte kapaciteten bedst muligt – og naturligvis for at tjene flere penge – bejler trykkeriet nu til andre grafiske virksomheder som f.eks. bureauer, trykkerier og skiltefirmaer ved at tilbyde dem et partnerskab.
– Den grafiske branche er i løbende konkurrence med trykkerier i lande som Polen, Baltikum og Kina med meget lavere omkostninger end i Skandinavien. Derfor har vi en interesse i at få så stor produktionsvolumen som muligt på de mest gængse tryksager, lyder det fra Henrik Kruse, nordisk partner manager hos LaserTryk.dk, i en pressemeddelelse.
Første partnere på plads
Han fortæller, at Lasertryk.dk allerede har fået de første partnere, der omsætter for over 200.000 kr. om måneden gennem deres nye webshop, og den gennemsnitlige avance var i maj 34 pct. for alle partnere.
– Det er umuligt at opnå, hvis man selv skulle have finansieret al produktion og levering, mener Henrik Kruse.
Partnerne får også en webshop, de kan brande i eget navn, ligesom alle kundeleverancer sker i partnerens navn. Partneren bestemmer selv salgspriser og kan også vælge at producere den selv, hvis det er fordelagtigt for dem.
– Vi sørger for alt fra webshop, produktion og levering i partnerens navn. Vi hjælper også med markedsføring og koordinerer Adwords, så partnerne ikke kommer til at byde hinanden op på Google.
Bureau med på idéen
Henrik Lindegaard driver reklamebureauet Byro & Co i Padborg, og han har tidligere også drevet trykkeri med digitaltryk og storformatprint, men i dag er den forretning blevet virtuel med webshoppen trykbyro.dk, hvor kunderne kan bestille direkte eller alternativt via reklamebureauet.
– Det har været en kæmpe fordel for os. Vi kan stadig servicere vores kunder med tryksager som hidtil, samtidig med at vores bureau kan fokusere på kreativ udvikling, strategi, kundeservice og digitale løsninger, siger Henrik Lindegaard, og han fortsætter:
– Det var naturligvis ikke uden bekymringer, at vi lagde æggene i den kurv. I starten testede vi også systemet og fik sendt leverancerne til bureauet og ikke direkte til slutkunden, men vi så, at leverancen altid skete i vores navn, og at systemet virkede helt upåklageligt, siger han.
LaserTryk.dk går efter at samarbejde med ca. 80 partnere i Danmark og det samme antal i henholdsvis Norge og Sverige. Tanken er at udvikle konceptet yderligere, så partnerne bl.a. også kan lægge egne specialproduktioner ind i webshoppen.