At marketingassistent Maria Wagtmann på et tidspunkt havde organdonation tæt inde på livet var en kendt historie for de fleste af de omkring 150 kolleger i trykkerikoncernen LaserTryk.dk.
Nu har hendes arbejdsgiver valgt at sætte fokus på emnet ved at lægge et særligt postkort i 50.000 pakker, hvor virksomhedens kunder opfordres til at tage stilling til netop organdonation.
– Det blev hurtigt klart for os, at organdonation er et område, hvor vi kan gøre en forskel, da vi ekspederer tusindvis af ordrer hver uge og på den måde er i kontakt med rigtig mange mennesker. Det er utroligt vigtigt, at folk tager stilling, så derfor vedlægger vi et postkort med information om organdonation samt en QR-kode, der leder direkte til donorregistret, forklarer direktør Anders Grønborg.
Det er ikke første gang, trykkeriet – med kompagnonerne Anders Grønborg og Esben Mols Kabell (foto) i spidsen – involverer sig i samfundsnyttige projekter, men i den konkrete sag er der lagt vægt på ikke at agitere: Postkortene opfordrer derfor ikke til at træffe et bestemt valg, men blot til at tage stilling.
Samarbejdspartner hjælper
LaserTryk.dk samarbejder med organisationen Oplysning om Organdonation, der blandt andet har hjulpet med at formulere teksten på postkortet.
Organisationen formand, Jan Rishave, er begejstret for, at en privat virksomhed på egen hånd tager initiativ til at igangsætte et tiltag som dette:
– Det er en fornøjelse at se. Der er lige nu næsten 500 patienter på venteliste til et nyt organ, så det er meget vigtigt at fokusere på emnet. Mennesker dør simpelthen af det her. Det er trist, når der både er vilje og mulighed for at hjælpe. Men det er vigtigt, at man er åben i familien og taler om organdonation, så man kender sine kæres ønske. Det allerbedste er, at man samtidig melder sig i donorregistret, mener Jan Rishave, der selv har modtaget en rask nyre fra en donor.
Og ifølge Jan Rishave har øget opmærksomhed en tydeligt gavnlig effekt på antallet af personer, der tager stilling: Som følge af kampagnen ”Livet som gave” fra 2002 blev den årlige donorregistrering således dengang firdoblet.
Mål – en million
For Maria Wagtmann er det en stor glæde, at hendes arbejdsplads fremmer aktiv stillingtagen til et samfundsproblem, der står hende nær.
– Min far led af en arvelig sygdom, der kraftigt nedsatte hans nyrefunktion. Han blev meget syg, var konstant træt og måtte flere gange om ugen i dialyse. Tiden, hvor han stod på venteliste til en ny nyre, var meget uvis for hele familien, men heldigvis gik der i hans tilfælde ikke mere end syv måneder. Jeg er meget glad og stolt over, at min arbejdsplads nu sætter denne kampagne i gang, og jeg synes, alle burde tage stilling, opfordrer hun.
I skrivende stund har 880.000 danskere registreret sig i donorregistret. Oplysning om Organdonation har det mål at nå en million registrerede inden udgangen af 2015.