Normalt er det ved forhandlingsbordet, de mødes. Og ikke altid med smil om munden.
Så alene på den baggrund kan man måske ligefrem tillade sig at kalde det banebrydende, at brancheforeningen Grakom og HK/Privat i fællesskab har udarbejdet et kodeks for CSR i den grafiske branche.
Kodekset baserer sig på de ti principper om menneskerettigheder og bæredygtighed omtalt i FN’s Global Compact, og faktisk var den grafiske sektor først herhjemme til at løfte Global Compact op på brancheniveau.
I skrivende stund har 41 trykkerier tiltrådt kodekset, hvilket svarer til, at omkring 40 procent af alle danske tryksager bliver produceret af virksomheder med et standardiseret CSR-kodeks.
Samtidig udgør grafiske virksomheder dermed en ganske betragtelig del af de i dag 250 danske firmaer, som har papir på at leve op til FN’s menneskerettighedsprincipper.
Carsten Bøg, der er CSR- og miljøchef i Grakom, har selv været med til at formulere kodeksets ti punkter, og han er stolt af medlemsvirksomhedernes interesse for at deltage:
– Vi ville gerne forsøge at skabe orden i det hus, der hedder CSR. Og at kodekset er målrettet den grafiske branche og udarbejdet i fælleskab mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, synes vi giver en høj grad af troværdighed og værdi, siger han.
Carsten Bøg mener, at de CSR-udmeldinger, som de fleste virksomheder kommer med, ofte er generelle og savner relevans og sammenhæng.
– Pris var i mange år det eneste parameter, grafiske virksomheder konkurrerede på, men med en alment stigende interesse for bæredygtighed og menneskerettigheder er det nu i langt højere grad blevet muligt at udfordre kunderne på anden vis, siger han.
Hvordan udfordre?
– Jamen, fx ved at skabe synlighed omkring de mange usynlige kvaliteter, der gemmer sig bag en tryksag – hvis den er produceret af et dansk trykkeri, der har tiltrådt det grafiske CSR kodeks
Læs hele historien i det nye nummer af bladet Markedsføring, der udkommer i denne uge.