På den sorte børs har jeg erhvervet det illegale nummer af Se & Hør, og jeg har allerede planer om at pushe det videre gennem Den Blå Avis, for så bemærkelsesværdig er den forside altså ikke – men det kan en ny køber ikke vide, og han skal bestille bladet ubeset pr. efterkrav. Ellers har jeg ikke en Kinamands chance for at slippe af med bladet, der blev dømt dødsens af folkedomstolen.
Hændelsesforløbet er en hel advokatudredning værd, men den vil sikkert koste lige så meget som de 3-4 millioner, Aller-koncernen mistede ved at trække den pågældende udgave væk fra detailhandelen. Sporene peger i retning af en tankstation i Vestjylland, herfra har meningsbølgen som en mental Tsunami bredt sig mod øst og til Vigerslev Allé, hvor overdirektionen gik i kontrolleret panik. Folket har altid ret og skal også købe blade i næste uge.
Netop på grund af den grufulde naturkatastrofe havde Se & Hør vovet at rydde forsiden med et grimt foto af opsvulmede lig på en strandbred. Force majeuren blev akkompagneret af et tv-spot, der fortalte at denne uges reklameomkostninger var doneret til Røde Kors (om selve denne meddelelse så var gratis vides ikke).
Ræsonnementet bag forsiden kunne meget vel være, at selv Se & Hør må skifte fra lokale småskandaler til global multitragedie. At tale om spekulation er politisk korrekt, men derfor kan det godt være forkert. Højdepunktet af hellighed præsterede dagbladet B.T., som jeg netop den dag var så heldig at finde hos tandlægen. Cirka 17 sider handlede om hadefiguren Henrik Qvortrup, der på sin sejrsgang gennem medierne via spindoktortiden hos Fogh fik ansvaret for en af de mest kontroversielle publikationer i den danske mediedam. Den skaldede mand med en fortid i B.T.’s chefredaktion blev hade-ikon, så B.T. kunne dele sin selvgodhed med forargede læsere.
Skandalefotografiet havde i forvejen fundet vej til tabloiderne Information og Ekstra Bladet, uden at det havde udløst kørselsforbud fra en folkefront af forargede læsere og kæder nes indkøbere. Her ser vi en klar skillelinie mellem underholdning og nyhedsreportage. Hvis et dansk Der Spiegel havde brugt samme motiv, ville der ikke være blevet gøet.
Og dog, for i tiden efter Tsunamien rumsterede det i menings-spalterne. Var Udenrigsministeriet for sent ude? Burde tv undgå rædselsudsagn fra overlevende? Var der mening i hele tiden at fortælle om stanken? Blev Tyrkiet-eksperten behandlet uretfærdigt? Var det urimeligt, at danske luksus-turister forventede, at Danmark skulle redde dem samme dag? Var der ikke noget galt med listerne over eftersøgte? Er vi kun engagerede, fordi der var danske turister blandt ofrene? Virksomhederne prøver at score PR. Vil vi glemme denne katastrofe (så der kan udskrives folketingsvalg), når medierne sætter en anden dagsorden? Desuden medvirkede Søren Krarup.
Vips, så fik Danmark en orkan, endda med fire dødsofre (den slags overlader vi normalt til de sydligere lande), og det skete ukoordineret midt i en TV2-organiseret indsamlingsdag; mange mistede strømmen, og det lokale uvejr måtte overtrumfe Tsunamien. Men verden og vi skal videre: DR’s stort planlagte indsamling til Afrika, der måtte skubbes til fordel for Asien, rører atter på sig. Desuden kan vi glæde os over, at verdensøkonomien ikke lod sig dukke af Tsunamien. Skaderne udgør omkring en tiendedel af følgerne af jordskælvet i Kobe, Japan, der kostede 132 milliarder dollars. Nu gælder det om at fastholde offerviljen, så fattige fiskere og slidsomme stuepiger kan få bedre livsvilkår. På fabrik?
For detailkæden Skoringen blev en god joke lidt af en katastrofe. I dagbladsannoncer vistes indsamlingsbøsser til fordel for de fattige banker, og de har velsagtens stået i butikkerne, parat til at modtage 50 Dankort-øre til GEBYR-GRIBBEN, som Peter Straarup fra Danske Bank døbtes på forsiden af Ekstra Bladet. Skoringen kunne naturligvis ikke vide, at mørke kræfter i Jordens indre pønsede på et angreb 2. juledag, og at en humoristisk happening fik en skinger tone, fordi vi næsten alle sammen blev dybt bevægede.
Hvilke t vi vitterligt gjorde. Efterretningerne om, at vores ven Per Goodman, Hovedbladets annoncechef i 1971, var blevet skyllet tre kilometer bort sammen med sit splintrede Stardust Beach Hotel på Sri Lankas østkyst berørte denne signatur og hans nærmeste. Gennem de sidste 25 år havde Per sammen med Merete Scheller opbygget et internationalt hotel med komfort og hjerterum; hun overlevede, han blev bølgens bytte. Goodman var et naturtalent, der kunne tale med alle mennesker, herunder singalesiske militsmænd, selv om han ikke mestrede deres sprog. I en periode importerede han Rasul Mineralsæbe til Danmark direkte fra minerne i Marokko. Det gav dengang en del presseomtale, men helt frem på forsiden af Ekstra Bladet kom han først, da DØDENS BØLGE indhentede ham. Se mere på HYPERLINK “http://www.arugambay.com” www.arugambay.com .