Musik og øl hører unægteligt tæt sammen, også for den aarhusianske NorthSide Festival, som har slået sig op på at være Danmarks mest bæredygtige festival. Derfor har Tuborg og NorthSide netop indgået en femårig sponsoraftale, som løber frem til 2018 og dermed gør festivalen lidt grønnere.

Musik udgør som bekendt en central del af Tuborgs marketingplatform og har nærmest et legendarisk slogan, som hævder ”Tuborg…gør noget ved musikken”. Derfor er det nye samarbejde med NorthSide også et vigtigt sponsorat for Tuborg-brandet, hvis ambition er være den største sponsor af festivaler i Danmark.

– NorthSide er en af Danmarks største festivaler og er meget progressiv og dynamisk, og derfor er festivalen også vigtig for Tuborg-mærket. I løbet af en fire-årig periode har NorthSide vokset sig til at være en af de helt store musikbegivenheder i Danmark og er derfor en meget væsentlig platform for at rekruttere nye forbrugere og opbygge en loyalitet til Tuborg-mærket, lyder det fra sponsorchef Peter Giacomello fra Carlsberg Danmark.

Med sin involvering i det danske musikliv er Tuborg naturligvis en attraktiv partner for den progressive og up-coming festival.

– Vi ser frem til et frugtbart samarbejde med Tuborg. Og med Tuborgs involvering i dansk musik, gør selvfølgelig Tuborg til en attraktiv partner. Men det er også vigtigt at have en sponsor og leverandør af drikkevarer, som er villig til at indgå et samarbejde, der sætter nye standarder for festivaler, og som samtidigt kan være med til at styrke NorthSides ambition om at blive Danmarks bedste og mest bæredygtige festival, fortæller Brian Nielsen, der står bag NorhSide Festivalen.

NorthSide 2014 bliver afviklet i Aarhus i dagene 13.-15. juni 2014