Musik og Tuborg hører tæt sammen – tænk bare på Roskilde Festival – og nu styrker man koblingen med et treårigt sponsorat af den nye Tinderbox Festival på Fyn.

Et vigtigt sponsorat for Tuborg-mærket, lyder det fra sponsorchef Peter Giacomello, Carlsberg Danmark:

– Tinderbox Festival er et spændende nyt tiltag på det danske festival marked, og vi har store forventninger til samarbejdet. Fyn har siden Midtfyns festivalen ikke haft en større festival for rytmisk musik, og Tinderbox bliver derfor en meget væsentlig platform til at rekruttere nye fynske forbrugere til Tuborg mærket og skabe loyalitet, siger han.

Med aftalen må ærkerivalen Royal Unibrew konstatere, at bryggeriets fynske brand, Albani, ikke kommer til at slukke tørsten hos de fynske festivalgæster.

Freddy Larsen, der er sponsorchef hos Royal Unibrew, siger til TV 2 Fyn, at man gerne ville have været en del af festivalen i Tusindårsskoven i Odense, men at der ”i princippet ikke har været forhandlinger med Tinderbox om et sponsorat.”

Carlsberg Danmark har med Tuborg-mærket arbejdet med musik som marketingsplatform i mere end 30 år på det danske marked og med det nye samarbejde udbygger brandet sin position som den største sponsor inden for festivaler m.m. i Danmark.

Tuborg sponsorerer i forvejen herhjemme Roskilde Festival, Northside (frem til 2018) og Grøn Koncert, og nu er Tinderbox altså kommet med i flokken – til stor tilfredshed hos Brian Nielsen, der er festivalchef og partner i Tinderbox:

– Vi er meget stolte over at have lavet aftalen med Tuborg. Vi synes at Tuborg er den helt rigtige partner for os, og vi er glade for at de har kunnet se potentialet i Tinderbox allerede fra dag 1. Vi har haft fornøjelsen af at arbejde med Tuborg i en årrække på vores andre festivaler, så vi kender hinanden og det skaber en god tryghed og ikke mindst sikkerhed for, at vi kan servicere publikum på bedste vis, siger han.

Tinderbox finder sted i Tusindårsskoven i Odense 26.-28. Juni 2015 og har allerede offentliggjort store navne som Robbie Williams, Faith No More, Calvin Harris, Ellie Goulding og The Prodigy.