I aften ”falder den første sne”, når Tuborg Julebryg for 24. gang afholder J-dag.

Det er en begivenhed, der sædvanen tro tiltrækker sig enorm opmærksomhed, og det er blevet en fast tradition for mange danskere.

Faktisk fylder begivenheden så meget, at en af de større historier i kølvandet på orkanen Allan var, at selveste J-dagen kunne være i fare, da Carlsbergs lagerhaller i Fredericia blev raseret.

Så galt gik det dog ikke, så i aften klokken 20:59 frigives Tuborgs julebryg som planlagt på barer og værtshuse – og ca. samtidig gør en anden Allan – fodboldekvilibristen Allan Simonsen – dansegulvet usikkert til endnu en omgang ”Vild med Dans”.

De to begivenheder har umiddelbart meget lidt med hinanden at gøre, men for Wibroe, Duckert & Partners, der gennem mere end 40 år har mestret at koble højaktuelle begivenheder med relevant kommunikation, er koblingen åbenlys – og resultatet kan ses i en annonce bragt i dagens udgaver af Ekstrabladet og Metroxpress, som du kan se herunder.

– Vil man lave relevant og gennemslagskraftig kommunikation, er og bliver aktualitet et stærkt kneb, fortæller Jesper Funch Boye, kreativ hos Wibroe, Duckert & Partners. Han bliver suppleret af Jeppe Boel, der er Brand Manager for Tuborg Julebryg:

– Annoncen er et eksempel på, hvor stærkt Partners’ originale kreative univers vedbliver at være. Det er helt unikt, at vi 30 år efter lanceringen stadig har et univers, der kan gøres højaktuelt.

Og aktualitet skal der i hvert fald nok komme, når Tuborg fra torsdag den 7. november indbyder alle danskere til endnu en tilbagevendende event i forbindelse med julebryggen.

– Frem mod jul afholder vi hver torsdag kl. 20.59 ”Danmarks Hurtigste Julequiz” på Facebook. En julequiz, hvor vi giver danskerne 2 minutter og 59 sekunder til at deltage i ugens udfordring direkte på vores Facebook-side. Det er aldrig set før, så vi glæder os helt vildt til at se, hvor mange der har lyst til at involvere sig, siger Jeppe Boel.

Ud over ”Danmarks Hurtigste Julequiz” inviterer Tuborg også danskerne med til de seneste års kæmpesucces – ”Danmarks Største Pakkeleg” – hvor man via QR-koder på dåser, flasker og outdoors kan rafle med om bl.a. 30.000 kroner, billetter til Roskilde Festival, julefrokoster og 10.000 kolde øl.