Hvordan bliver brandet relevant for forbrugerne i den digitale nutid?
Sådan lød spørgsmålet, der indledte samarbejdet mellem Danmarks ældst registrerede brand, Tulip, og Another, sidste år.
Svaret finder vi i brand platformen Enjoy Together, der skal inspirere forbrugere verden over til at mødes omkring bordet.
– Tulips kendskab fejler ikke noget. Men vi manglede noget at stå for, som rækker videre end blot vores produkter, siger Per Bregendahl, Senior Manager, hos Tulip.
– Det var vigtigt for os at skabe en brand platform, vi kan bygge på de næste mange år. Og det er den rejse, vi med Another ved roret nu udkommer med det første bevis på.
Enjoy Together bygger på indsigten om, at et godt måltid handler om at være sammen. En undersøgelse fra Tulip foretaget i forbindelse med lanceringen viser, at selvom 85 pct. af danskerne mener, aftensmåltidet er familiens vigtigste samlingspunkt, spiser vi mindre og mindre sammen.
Kreativitet på tværs af alle medier
Det vil Tulip gerne sætte fokus på. Og mange af Tulips produkter gør det nemmere og hurtigere at få et godt måltid på bordet, så man i stedet kan bruge tiden sammen.
– Vi tror på, at der er en anden måde at bygge brands på for at blive vedkommende på tværs af digitale og sociale platforme. Det kræver blandt andet, at man tager udgangspunkt i noget reelt, siger Miriam Plon Sauer, strategisk direktør og partner hos Another.
– Vi tror på, at en god brand platform skal findes og ikke opfindes. Og vi har sammen med Tulip været igennem en forbilledlig proces, hvor vi sammen har bygget det fundament, brandet skal vokse på fremover.
Brand platformen lanceres med en brand-film til online og biograf, og bliver løbende fulgt op af flere beviser i markedet i form af social, PR, taktisk TV, og et digitalt tool, der skal gøre det lettere for børn at samle familien om bordet.
– Enjoy Together er et stærkt udgangspunkt for Tulips brand story, og vi starter fortællingen et sted, de flest travle forældre sikkert kan genkende, uddyber Thorkild Bjerre, kreativ direktør og partner hos Another.
– Så må vi se, om det næste kapitel fortsætter hos unge kærestepar, gamle venner, eller et helt tredje sted. Det er i hvert fald en universel platform, der giver masser af kreativt spillerum på tværs af alle medier, slutter Thorkild Bjerre.
Filmen er produceret af Bacon og instrueret af Martin Werner. Og den kan ses her: