Tulip opnår sammen med smørrebrødets første-dame Ida Davidsen og en engelsk tv-kok noget så usædvanligt som at få fat i den ældre del af befolkningen med en reklamefilm, viser Markedsførings Karakterbog, som produceres i samarbejde med AC Nielsen AIM og bygger på interview med 1000 danskere.
Produktet er skiveskåret pålæg, der har fået navnet Pålækker, og filmen skildrer Ida Davidsen, som forsøger at lære den engelske kok at udtale forskellige svære danske ord.
– Filmen spiller på danskhed og udlændinges klassiske vanskelighed ved at udtale “rødgrød med fløde“. Og der er ingen tvivl om, at danskheden er stærkere jo ældre en del af befolkningen man har fat i, siger adm. dir. Claus Buhl, Buhl UnLtd.
Han har dog et meget stort problem med filmen, og det er navnet på produktet.
– Tulip har et andet produkt, der hedder MenuMarineret. Det har jeg lyst til at putte i munden. Men Pålækker. Det minder om ulækker, og jeg har svært ved at tro, at et sådant produkt kan blive en succes, siger Claus Buhl, men erkender samtidig, at filmen ser ud til at gøre sit arbejde – i hvert fald, hvis det handler om at sælge produktet til den ældre del af befolkningen.
– Navnet kan have mindre heldige associationer, men man må respektere, at filmen kommer heldigt ud, tilføjer Irene Iversen fra AC Nielsen AIM.
76 pct. kan huske at have set filmen, mens 20 pct. uhjulpet kunne identificere produktet. Branding-tallet er dog lavt sat, idet 17 pct. herudover har svaret pålækker/pålæg. Det er dog umuligt at identificere, hvor mange der blot har sagt pålæg, og derfor er ingen af de 17 pct. regnet med.
56 pct. synes godt om filmen, mens 38 synes dårligt om den. De mest positive findes hos folk over 55 år, hvor to ud af tre giver filmen skudsmålet god eller rigtig god.
Anouska Sinding: – Hvis målgruppen for Pålækker er over 55, er spottet vel meget relevant. Men Fru Ida og Floyd er, al ære og respekt, ikke de mest delikate budbringere af fødevarer til en yngre målgruppe. Det er nok ikke dem, der får os tilbage til de gammeldags madpakker.
Mogens Jønck: – Da “det grå marked“ i de kommende år af naturlige grunde vil vokse betydeligt, er der god grund til at Tulip forsøger at kvalitetsbrande noget af den ældre generations nationalspise….smørrebrøddet. Ida Davidsen og en engelsk kok (kender alle ham?) giver en troværdig og sympatisk testimonialværdi, og den kreative indpakning er god, hyggelig og uden store overraskelser.
Den eneste- og negative -overraskelse ved konceptet er produktets navn….Pålækker. Navnet er det logiske svar på spørgsmålet om “noget lækkert pålæg?“, men i virklighedens verden er det helt uden den charme og poesi som “det grå marked“ tillægger bordets glæder. Synd for et ellers godt concept.