I disse dage bliver tyske tv-seere massivt eksponeret for reklamefilm med budskaber om, hvordan man kan nyde livet i et dansk feriehus med drageflyvning, fisketure og afslapning på terrassen.

Satsningen er et resultat af et nyt samarbejde mellem Novasol, Dansk Kyst- og Naturturisme, Destination SydvestJylland og VisitDenmark, og kampagnen – der har et samlet budget på knap 8,5 mio. kroner – består af en række reklamespots, som i de kommende måneder vises på nationale og regionale tv-kanaler i Tyskland, i udvalgte biografer og som TrueView.

Og der er store forventninger til indsatsen:

– Jeg er glad for, at det er lykkedes at samle kræfterne om en stor tv-kampagne i Tyskland. Det giver stor gennemslagskraft, at vi nu kan komme ud til millioner af købestærke tyske turister med budskabet om feriehusferie i hele Danmark. Det er stærkt, siger adm. direktør Jan Haapanen fra Novasol.

På den store marketing-klinge
Kampagnen henvender sig til tyske småbørnsfamilier med et budskab om, at man på en feriehusferie i Danmark kan slappe af med familien i den smukke kystnatur.

Ud over denne kernefortælling rummer kampagnen to underbudskaber målrettet familier, der rejser med hund, og fiskeinteresserede børnefamilier.

Og VisitDenmark har store forventninger til, at tyskerne tager godt imod kampagnen.

– Med tv-satsningen er vi kommet op på den store klinge markedsføringsmæssigt, og det kan sætte yderlige skub i den tyske vækst, vi oplever i øjeblikket. Tyskerne er vilde med at holde ferie ved de danske kyster, og fortællingen om en tryg dansk feriehusferie, hvor der er højt til himlen og plads til udfoldelse for børnene, rammer plet på det tyske marked netop nu, siger Lars Ramme Nielsen, der er markedschef for VisitDenmark Tyskland.

Kampagnen er pretestet
TNS Gallup har testet tv-reklamen og konkluderet, at filmen fungerer ”fremragende” over for de nordtyske børnefamilier.

Testen viste blandt andet en særdeles høj score, når det gælder målgruppens interesse for at hente yderlige information og booke en ferie i Danmark.

Kampagnen rummer et TV-spot på 20 sekunder, udviklet og produceret i samarbejde med det tyske bureau Mhoc4. Spottet vises på RTL West, RTL Nord, Hamburg1, Center TV Düsseldorf, NTV og Sylt1 og i udvalgte biografer, samt tre online spots af 30 sekunders varighed.

De tre online-spots vises via True View på blandt andet YouTube og målrettes tyske børnefamilier, som er ved at samle information til næste ferie, og som matcher profilen for en dansk feriehusferie.

TV-kampagnen kører fra 15. januar til 20. marts 2016.

Du kan se TV-spottet her, efterfulgt af to af online-filmene.

Hund

Fiskeri