Island har været gennem en vanskelig tid med bankkrak i 2008 og et massivt vulkanudbrud sidste år.
Men nu er der igen frisk luft og glade miner at spore hos islændingene. Turisterne har for alvor taget øen til sig. Og hotelpriserne er nu på vej op, skriver Ritzau.
Fra første halvår af 2010 til første halvår af 2011 er gennemsnitsprisen på et værelse steget med otte procent til 727 kroner, viser tal fra Hotels.com.
– Det er den klassiske historie om udbud og efterspørgsel. De prisfald, som bankkrakket i Island førte med sig, gjorde hotelophold i landet mere attraktive, siger Yvonne Bonanati, PR-manager for Hotels.com.
Den islandske askesky lukkede flere lufthavne i Europa i april 2010. Og turisterne holdt sig væk fra Island i perioden efter.
I månederne efter udbruddet oplevede Island en reduktion i antallet af turister på en femtedel.
Siden har turismen i Island oplevet en konstant stigning, og aldrig har så mange turister som i år besøgt den nordatlantiske ø.
Islændingene brugte selv lejligheden med vulkanudbruddet fra Eyjafjallajökull til at udsende tre specialfrimærker dedikeret til udbruddet.
Frimærkerne blev trykt som normalt, men blev bagefter belagt med et tyndt lag af den vulkanaske, der blev samlet op efter vulkanudbruddet i 2010.
Og nu har turisterne også taget Eyjafjallajökull til sig. Vulkanen er blevet et tilløbsstykke for både udenlandske og islandske turister.