1. januar udkom en relanceret udgave engelsksprogede turistguide Copenhagen This Week – og væk var annoncerne for hovedstadens escortpiger.
Relanceringen i en mere stueren version har blandt andet til formål at hente de annoncører tilbage, som har valgt guiden fra grundet sexannoncerne. Det skriver jp.dk.
– Vi har oplevet annoncører, der var bange for at annoncere i et blad med escortannoncer. De har frygtet at komme til at signalere noget forkert over for brugerne. På den konto har vi mistet annoncører. Blandt andet en række hoteller der ikke ville have vores guide liggende, siger guidens salgschef Ulrik Bonde ifølge hjemmesiden.
Han fortæller desuden, at de pågældende annoncører er blevet kontakter og, at de har ytret ønske om igen at annoncere.
Escortannoncer vil dog fortsat være at finde på Copenhagen This Weeks hjemmeside, hvor man i sagens natur selv skal ønske at finde dem frem for at “falde” over dem.
Copenhagen This Week udkommer ti gange i 2009 og udgives samlet i cirka 700.000 eksemplarer.
sm