Når TV 2 flere gange under VM-kampene i håndbold viser odds på kampens resultat, er det et klokkeklart brud på loven. Det siger Danmarks førende mediejurist, Oluf Jørgensen til MetroXpress.
– Det er i strid med den danske lovgivning om reklamer. TV 2 må bringe reklamer mellem udsendelserne og i pauserne, men ikke under sportskampe, siger Oluf Jørgensen til avisen.
Reklamerne er et tegn på, at TV 2 er under pres på reklamemarkedet, fordi blandt andre TV3, som sender fra England, er fritaget fra danske reklameregler, forklarer mediejuristen.
– Det er en meget vigtig præmis for TV 2’s situation, fordi de kæmper om de samme reklamekroner, siger Oluf Jørgensen.
Reklamestrimlen, der ruller over skærmen under kampene, viser eksempelvis, hvad oddsene er på, at Danmark vinder kampen, og hvor meget uafgjort giver i gevinst, hvis man sætter penge på resultatet hos Danske Spil.
– Det bryder ikke loven, så havde vi ikke gjort det. Vi følger bare trop efter vores konkurrenter. Alle andre har gjort det i lang tid, siger sportschef Frederik Lauesen fra TV 2 til MetroXpress.
/ritzau/