TV 2 dementerer Ekstra Bladets historie om Siemens, der angiveligt har forventet særbehandling som følge af den indgåede partnerskabs-aftale med TV 2 News.

TV 2 skriver bl.a.:

”Ekstra Bladets artikel om reklamekunders påståede indflydelse på TV 2 NEWS har skabt en vis debat og forundring. Men allerstørst var forundringen nok hos nogle af de personer, som var blevet interviewet til avisen.

Administrerende direktør Mogens Dalsgaard Larsen, BSH Hvidevarer A/S, der bl.a. sælger Siemens-produkter, blev i Ekstra Bladet citeret for at forvente en form for særbehandling hos TV 2 NEWS og for at ville bruge NEWS-værter i sin markedsføring. Men det ”er helt ude i hampen”, siger direktøren.

– Artiklen i Ekstra Bladet er en voldsom fordrejning, hvor masser af ting er udeladt, og hvor ord er lagt i munden på mig. Enhver, der har været i denne branche i blot kort tid, ved, at sådan fungerer tingene ikke. Pressemeddelelser fra Siemens omhandler typisk nye produkter, og den slags omtales ikke på en tv-nyhedskanal, siger Mogens Dalsgaard og fortsætter:

– Jeg har ikke på noget tidspunkt – hverken da jeg underskrev kontrakten om at købe reklamevisninger på NEWS, eller da jeg talte med journalisten fra Ekstra Bladet – haft en forventning om, at Siemens på den måde kunne købe sig til omtale eller til en redaktionel særbehandling. Det er en klar misfortolkning af, hvad jeg har sagt.

Når Siemens har valgt at benytte muligheden for at reklamere på TV 2 NEWS, skyldes det især en vurdering af NEWS-målgruppen som interessant og attraktiv for Siemens samt en garanti for, at selskabet fik mindst det antal TRP’er (reklamekontakter), som der var betalt for.

Ingen kontrakter mellem TV 2 NEWS og de kommercielle partnere indeholder aftaler om brug af værter – heller ikke kontrakten med Siemens – og det har heller ikke været et særskilt ønske fra Siemens.

– Det er altid spændende at høre eksterne personer fortælle om særlige emner, men det har ikke med NEWS-aftalen at gøre. Den går ud på, at vi har købt tv-reklamer for fem millioner kroner, siger Mogens Dalsgaard Larsen.

Mogens Dalsgaard Larsen har ikke selv talt med TV 2 i forbindelse med det kommercielle partnerskab på TV 2 NEWS. Den kontakt er gået via mediebureauet Nybroe, og her siger indehaver og direktør Tom Nybroe, at hverken han eller Mogens Dalsgaard har spekuleret på redaktionel omtale hos TV 2.

– Vi har aldrig tænkt tanken eventuelt at udnytte partnerskabsaftalen med TV 2 NEWS til redaktionel omtale – simpelthen fordi man ikke kan forvente at få noget ud af det. Det afgørende har været, at en aftale med TV 2 NEWS passer fint for Siemens med hensyn til primær målgruppe og som en mulighed for at være eksponeret hele året som supplement til kampagner i andre perioder, siger Tom Nybroe.”

Dele af Mogens Dalsgaard Larsens udtalelser er også bragt af Ritzau.