Hos TV3 har man også mærket TV 2’s markante salgsstrategi, hvor kunderne får et tilbud om ekstreme marginalrabatter, sådan som TvDanmark påstår i en klage til Konkurrencestyrelsen. TV3 har i et brev til Konkurrencestyrelsen indsendt dokumentation, som sandsynliggør, at kunder fravælger på grund af et tilbud fra TV 2 om stor rabat.
– Selvom kan man aldrig helt vide, hvorfor nogle kunder vælger at lægge deres penge et andet sted, men vi er ret sikre på at have mistet et par større kunder på den konto, siger Niels Jørgen Langkilde, informationschef i MTG, der står bag TV3. Han har konstateret problemet i et meget betydeligt omfang og mener ikke, at det er de små kunder, som TV 2 har valgt at favorisere.
TvDanmark’s klage til Konkurrencestyrelsen over TV 2 går på, at TV 2 skulle handle i strid med konkurrenceloven, når kanalen giver rabatter på op til 80 procent. På den måde vælger en række store reklamekunder at forlade såvel TV3 som TvDanmark.
– For store annoncører er det utænkeligt at gå uden om TV 2, men hvor de tidligere kunne vælge at bruge en del af reklamekronerne hos TV3 eller os, så er det nye i situationen, at TV 2 siger “Vi giver jer en særlig stor rabat, hvis I også lægger denne del af jeres reklamer hos os“, forklarer TvDanmarks adm. direktør, Jesper Schested Lund.
TV 2 har man ingen kommentarer til sagen, men har valgt at afvente afgørelsen fra Konkurrencestyrelsen.