TV 2-bestyrelsen drøfter også, om sport er for dyrt – om man skal droppe nogle af de mange store sportsbegivenheder og turneringer.
Det siger bestyrelsesformand Niels Boserup.
Men sport er – som de meget dyre og flotte egen-produktioner – en slem økonomisk byrde, der også er med til at skabe identitet og brande tv-stationen. Så indtil videre lever de videre.
Og de er – sammen med den interne gejst – med til at skabe den ”public service”-profil, som man gerne vil have.
Den gejst kan man ikke skrive ned i en kontrakt, advarer han om:
– Jeg frygter en ejerstruktur, hvor medarbejderne ikke længere føler at det er ”vores virksomhed, hvor det er os der sætter dagsordenen”. Den situation kan vi komme i med en ejer, der kun ser på pengene, siger Boserup.
– Så kan vi være i en situation, hvor alle politikerkravene opfyldes til punkt og prikke, men hvor vi alligevel ikke får det, vi gerne vil have, siger han med henvisning til TV 2 og DRs politisk dikterede public service-kontrakter.
Der skal nok være købere til TV 2, understreger han – stramme politiker-krav kan nok sænke prisen, men ikke skræmme alle køberne væk. Det eneste forbehold fra TV 2s bestyrelsesformand Niels Boserup er, at de verserende konkurrencesager skal være afklaret.
Alligevel advarer TV 2-formanden mod nogle af perspektiverne i salget:
– De gode dele af TV 2s udsendelser – og DRs – er ikke blevet til fordi det står i en kontrakt. Men fordi der har været en lyst til at lave dem. Det er jo forskellen på medievirksomheder og andre produktionsvirksomheder; at folk er der fordi de elsker at være der, ikke bare for at få løn.
– Det aspekt har politikerne slet ikke med i deres verdensbillede. De ser TV 2 som en del af Venstres valgkamp, og DR som socialdemokratisk valgkamp, siger Niels Boserup.
– De skulle med til et bestyrelsesmøde; det handler om noget så trivielt som økonomi. Men ude i virksomheden, der handler det om ”hvordan kan vi gøre den udsendelse bedre”, eller ”hvordan kan vi slå de andre”. Politikerne må ikke udhule den begejstring.
TV 2-formanden kom med sine pointer og advarsler i formiddags på konferencen ”Journalistikkens Dag” på Danmarks Journalisthøjskole i Århus. Konferencen diskuterede public service.
I 2010 bliver politikerne ramt af virkeligheden ”i forholdet 1 til 1”, som Boserup udtrykker det; ved slutningen af 2009 lukker det analoge tv-sendenet i Danmark, og kanalkapaciteten kan mangedobles.
– Så bliver det endelig åbenlyst, at hele fundamentet for public service ændres. Og jeg er selv i tvivl om, hvad jeg synes politikerne skal gøre.
asj