I 2007 realiserede TV 2 et underskud før skat på 213,5 millioner kroner.
Men 2008’s gennemførte og omfattende spareplan, hvor mere end 200 stillinger blev nedlagt, og hvor TV 2 Radio samt en række andre forretningsområder blev afviklet, kan nu ses på bundlinjen.
Og der er udsigt til et overskud på cirka 20 millioner kroner før skat.
Det skyldes ifølge en pressemeddelelse fra TV 2 ”Fuld fokus på kerneforretningen og en stram omkostningsstyring i løbet af året.”
– At vi nu forventer et lille overskud i 2008 er et flot resultat i en meget svær periode. TV 2s medarbejdere har ydet en imponerende indsats og kan tage en stor del af æren for, at vi kan se frem mod et markant bedre resultat end i 2007, bestyrelsesformand Lars Liebst og fortsætter:
– Virksomheden har i det forgangne år handlet ansvarsbevidst og fornuftigt, og jeg er på vegne af bestyrelsen meget tilfreds.
2008-resultatet er bedre end tidligere meldt ud, fordi 4. kvartal blev bedre end forventet, og fordi tv-reklameomsætningen er faldet mindre end estimeret, mens spareplanerne har virket hurtigere end forventet.
– Det er en god nyhed, at vi nu kan opjustere forventningerne til resultatet for 2008, og at de store besparelser, som TV 2 har været igennem i løbet af året, nu udmønter sig i konkrete resultater. Det ændrer dog ikke på, at hovedkanalens forretningsmodel er yderst sårbar, siger administrerende direktør Merete Eldrup.
– Det understreges af, at TV 2 – som konsekvens af blandt andet finanskrisen – desværre er startet 2009 med en betydelig nedgang i reklameomsætningen, understreger hun.
Det endelige resultat for 2008 offentliggøres i forbindelse med bestyrelsesmødet den 30. marts.