Danmarks største kommercielle tv-station, TV 2, skærper konkurrencen om tv på nettet med en ny tjeneste, TV 2 Play, der skal levere alle kanaler live og tilbyder tv on demand, skriver dagbladet Børsen.

Tjenesten kommer til at koste 119 kroner om måneden.

TV 2’s adm. dir. Merete Eldrup understreger, at nettet nu er flyttet helt ind i hjertet af TV 2’s strategi for de kommende år.

– Dette initiativ er meget langsigtet tænkt. I vores nye strategiplan er dette et af hovedinitiativerne, siger hun til Børsen.

Når TV 2 Play er færdigtestet i forsommeren, kommer det til at erstatte stationens hidtidige hovedbrand på området, on demand-tjenesten Sputnik.

Med TV 2 Play får man adgang til hovedkanalen, Zulu, Charlie, News og Film samt en række film og børneprogrammer. På livedelen vil der være de almindelige tv-reklamer, mens on demand-delen bliver reklamefri, skriver Børsen.

 

Børsen