Danmarks største kommercielle tv-station, TV 2, er blevet hædret ved Promax UK med såvel en guld- som en bronzestatuette.

TV 2 har tidligere gjort sig positivt bemærket ved netop denne prisuddeling, hvor kanalen i fjor blev hyldet med to gange guld.

I år var TV 2 nomineret til hele seks awards. Stationens OL kampagne, Valget 2011 (2 nomineringer), TV 2 Play (to nomineringer) og outdoor-kampagnen for første sæson af ”Voice” var alle sluppet igennem nåleøjet og med i opløbet om priserne.

 – Jeg er stolt af, at vi kan gøre os gældende blandt de skarpeste markedsføringsteams i Europa med kampagner for så bred en palette af indhold. Vi skal indfange seerne overalt, også udenfor tv-skærmen, så den disciplin er også vigtig. Og at vi nu også, for første gang på hovedkanalen, blev nomineret for vores outdoor-markedsføring er virkelig stort, fortæller en tilfreds marketingchef Louise Agger Nexø.

Med kampagnen for TV 2 Play vandt TV 2 guld. Valgkampagnen for valget i 2011 gav desuden en flot tredjeplads og en bronzestatuette i samme kategori. Kategorien ærer de bedste udenlandske single-spots med en maksimal varighed af 60 sekunder.

– Vi er svært tilfredse med priserne. Mange tv-selskaber i hele verden bokser i øjeblikket med at lave kampagner for deres online tv-tjenester, og vores guldvinder – TV 2 Play-spottet – er et rigtig stærkt bud på, hvordan man både kan kommunikere både ”tv hvor du vil”, ”tv på alle devices” og ”unikt TV 2-indhold” på en simpel og lækker måde. Valgspottet, som fik bronze, excellerer ved at vække vores inderste lyst til sammenholdet, troen på fælleskabet og stoltheden over at have indflydelse på Danmarks politiske fremtid på den helt rigtige ”TV 2-måde”.  Så alt i alt kan jeg kun bakke op om juryens valg, slutter Louise Agger Nexø.