Når TV 2 for alvor skyder gang i valgdækningen, bliver det med et særligt fokus på at aktivere vælgerne – det skriver mediawatch.dk.

Nyhedssitet citerer Ulla Pors, event- og nyhedsudviklingschef hos TV 2 Nyhederne, som lover nye tiltag til brugerne.

– Valget bliver en kæmpe satsning på både TV 2 News, hovedkanalen og digitalt. På News har vi mange nye formater klar, og kombineret vores stærke korps af politiske eksperter er vi godt rustet. News er jo politik fra morgen til aften og natten med, og det er selvfølgelig en kæmpe styrke for os at have sådan en maskine, siger hun til Mediawatch.

På hovedkanalen kan man desuden se frem til et nyt program ”Test Dit Valg”, hvor man ser på, hvad vælgerne egentlig mener. Nærmere detaljer om programmet vil Ulla Pors endnu ikke afsløre.

Stationen forventer trods den massive ekstra dækning ikke at ansætte flere reportere, men på teknikfronten bliver der brug for ekstra folk, hedder det.

Mediawatch.dk