TV 2 har meldt udsolgt i uge 6-8 grundet en uheldig kombination af folketingsvalg og en for perioden meget stor efterspørgsel, skriver OMD i deres nyhedsbrev ONMedia. Konkret betyder det, at TV 2 ikke kan modtage flere bookinger for denne periode på hovedkanalen, mens der stadigvæk er plads på Zulu og Charlie.
I forbindelse med udsolgtsituationen forventer OMD ikke, at igangværende og bookede kampagner på TV 2 bliver påvirket. Meldingen skal ses som en sikring af allerede bestilte leveringer i uge 6-8.
Viasat og TV Danmark har for nuværende ikke meldt udsolgt i uge 6-8, men det er OMS’s klare fornemmelse, at markedet generelt er under pres, hvorfor udsolgtsituationen vil kunne sprede sig til de øvrige aktører. I den sammenhæng bliver seertilslutningen til forårets programsatsninger afgørende. Satsningerne skydes i gang på henholdsvis TV Danmark og Viasat de næste to uger.