TV 2 Sporten er i luften med en ny app, der ikke blot giver adgang til de seneste sportsnyheder, videoklip, live scores og resultater.

Her er også meget af det, mange fodboldentusiaster drømmer om at vide, hvis de har lyst til at spille på kampene. Det sker i samarbejde med Oddset i form af ekspertråd, oversigt over de mest spillede kampe og direkte tilgang til Oddsets eget mobilsite.

Og ikke nok med det. Brugerne kan også tilmelde sig push-notifikationer på ekspertråd fra Oddset og holde sig orienteret om aktuelle odds. Alt sammen direkte i TV 2’s nye applikation.

App’en er blevet til på baggrund af et strategisk samarbejde mellem mediebureauet Vizeum, TV 2 og Oddset og med digital bureauet Isobar som sparringspartner igennem hele processen.

– I TV 2 Sportens seneste app, ”TV 2 Sportscenter”, er Oddset blevet integreret med en dybde, vi ikke tidligere har oplevet. Oddsets tilstedeværelse i applikationen er løftet op over blot traditionel mobil-bannerannoncering, siger Kristian Koch, Digital Director i mediebureauet Vizeum.

Mediebureau på jagt

Oddset har i 2012 satset målrettet på mobilen som et område med stort vækstpotentiale. Derfor var Oddset allerede i slutningen af 2011 i samarbejde med deres mediebureau Vizeum på jagt efter en partner, der havde adgang til en etableret mobilplatform.

Da det viste sig, at TV 2 skulle til at udvikle en ny sportsapplikation, blev den indledende dialog mellem parterne etableret. Dette skete allerede tilbage i efteråret 2011 – tilpas tidligt til, at Oddset kunne blive tænkt ind i applikationen før, den blev bygget.

 – Samarbejdet med TV 2 er et vigtigt element i vores satsning på mobilen som salgskanal. TV 2 Sporten matcher det, Oddset står for, og det var derfor oplagt for os at indgå et strategisk samarbejde med TV 2 på dette område. Samarbejdet styrker Oddsets fokus på mobilen og i den kommende tid vil der komme yderligere aktiviteter, som styrker Danske Spil og dermed også Oddset som det foretrukne spilleselskab for den danske befolkning, siger Thomas Huniche, der er Brand manager for Oddset.

At komme ind så tidligt i en udviklingsproces har sikret, at Oddsets tilstedeværelse er tænkt med udgangspunkt i brugeroplevelsen i stedet for blot at klistre hele applikationen til med logoer og bannere.

– Resultatet viser med tydelighed, at det kan betale sig at investere tid og ressourcer i en tæt dialog med mediet meget tidligt i et udviklingsforløb, hvis man vil lykkes med et projekt som dette” fortæller Kristian Koch Jensen.

Hos TV 2, der som mediepartner har stået for udviklingen af den nye sportsapplikation, er der også stor begejstring over samarbejdet.

 – Oddset er et brand, der ligger rigtig godt i tråd med vores nye sportscenterapplikation. For os som mediehus var det en stærk og oplagt partner at etablere et længerevarende samarbejde med. Desuden mener vi, at det for mange brugere giver en merværdi at integrere denne type af indhold, siger Mobile business manager hos TV 2 Kim Sørensen.