Danske parabolseere har måttet bevare stueantennen, hvis de ønsker TV 2, for kanalen har ikke været tilgængelig via satellit. Men en ny distributionsaftale mellem Viasat og TV 2 Danmark betyder, at parabolseerne fra juli kan se TV 2 hos Viasat. Aftalen gælder til og med 2014.
Dansk Bredbånds kunder med en Viasat guldpakke bliver også berørt, for med aftalen kan Viasat tilbyde både TV 2 og kanalerne TV 2 Charlie, TV 2 Zulu samt TV 2 Film. Hermed er de tre seerstærkeste tv-kanaler i Danmark – DR1 og TV2 samt TV3 på to platforme – samlet i Viasats distribution.
– Aftalen har stor betydning for Viasat, og den er glædelig for forbrugerne, som ikke behøver at bekymre sig om konsekvenserne, når det analoge signal forsvinder med digitaliseringen i oktober 2009. Aftalen styrker også vores tilstedeværelse på bredbånds-tv-platformen, og det forventer vi os meget af, siger adm. direktør hos Viasat, Kim Poder.
Den nye aftale er en forlængelse af Viasats samarbejde med TV 2 Danmark, der omfatter både TV 2 News og den fælles sportskanal, TV 2 Sport.
– Vi er glade for, at vi nu også får TV 2 ud i en rigtig god digital kvalitet til Viasats satellitkunder. Vores ønske er naturligvis, at vores kanaler når så mange danske seere som muligt, og med den nye distributionsaftale får vi vores hovedkanal ud på endnu to platforme, siger økonomidirektør hos TV 2 Danmark, Anders Kronborg.
peng