TV 2’s debut som radio blev ikke det store gennembrud for kommerciel radio, som nogen måske havde ventet.

De første lyttertal for TV 2’s nye radiokanal, TV 2 Radio, viser, at kanalen kom dårligere fra start end nu hedengangne Sky Radio gjorde på sin første måned tilbage i 2003, men bedre fra start end Radio 100FM.

TV 2 Radio opnåede ifølge Gallup Radio Index kun en markedsandel på 3,5 pct. Ved de to andre kommercielle radioers debut var andelen 5 pct. for Sky Radio og 3 pct. for Radio 100FM. Sidstnævnte sender dog kun på den såkaldt lille frekvens, hvor dækningen ud over landet er væsentlig mindre.

De helt nye månedstal viser, at TV 2 Radio ikke uventet har hentet de fleste af sine lyttere fra DR – langt hovedparten fra P3. DR’s markedsandel er faldet med 4 pct. Yderligere viser tallene, at Radio 100FM fortsat er Danmarks største kommercielle radiostation.

Adm. direktør for TV 2 Radio Jens Rohde siger, at stationens lytterandel følger planen:
– Vi vinder vores første lyttere fra DR, hvilket er helt centralt, da vores mål er at løfte den samlede kommercielle lytning i Danmark.

Styrkeforholdet mellem DR og de kommercielle radiostationer ligger på 57,5/42,5 i målgruppen 21 til 50 år. Samlet set er det en fremgang for de kommercielle stationer på syv pct. tmb

De 10 største radiokanaler i Danmark i februar 2007 målt på antal lyttere pr. uge – ifølge Gallup Radio Index:

1. DR P4 – 2.279.000

2. DR P3 – 1.861.000

3. Radio 100FM – 859.000

4. DR P1 – 853.000

5. The Voice 636.000

6. TV 2 Radio – 629.000

7. DR P2- 391.000

8. DR P2 Klassisk – 286.000

9. Radio 100FM Soft – 250.000

10. Radio 2 – 244.000