Det er set før, dog mest markant på grønsværen, hvor Unicef fik gratis reklameplads på brystet af F.C. Barcelona og Brøndbys fodboldtrøjer.
Nu forsøger TV 2 Charlie at involvere sine annoncører i den gode sags tjeneste, hvor man har valgt at støtte de tre velgørende organisationer: Gigtforeningen, SOS Børnebyerne og Læger uden Grænser.
Ambitionen med ”Charlie Charity” er ikke kun at involvere seerne, men også annoncører i en god sags tjeneste.
Ideen er således, at når annoncører køber reklameplads på TV 2 Charlie, donerer de samtidig gratis reklameplads til én af tre velgørende organisationer. Således donerede TV 2’s annoncører sidste år 3,5 mio. kroner til indrykning for Diabetesforeningen, Dansk Røde Kors og Unicef.
TV 2 øremærker nemlig 15 pct. af prisen til en særlig velgørenhedspulje, hvorefter annoncøreren udvælger, hvilken organisation den ekstra reklameplads skal gå til.
Når hvert bidrag bliver registreret i den såkaldte ”Charity Bank”, bliver kampagnenerne herefter booket til indrykning på TV 2 Charlie, hvor organisationen kan bruge midlerne til visning af egne reklamespots, som skal afvikles inden udgangen af indeværende år.