TV 2 kom ud af 2012 med et resultat før skat på 238 mio. kr. mod 158 mio. kr. i 2011, viser tv-stationens netop offentliggjorte årsregnskab.
Resultatet er kommet i hus trods et markant fald i reklamesalget.
– Resultatet er tilfredsstillende – især set i lyset af, at 2012 var et svært år. Abonnementsbetalingen, som blev indført på TV 2’s hovedkanal i starten af året, har haft rig lejlighed til at vise sin berettigelse, da reklamemarkedet igen i 2012 var stærkt udfordret, lyder det fra TV 2’s administrerende direktør, Merete Eldrup, i en pressemeddelelse.
Hun mener, at TV 2 nu har fået en mere stabil forretningsmodel, der sikrer stationen en sund økonomi og fremhæver de seneste års systematiske frasalg af aktiviteter uden om kerneforretningen som positivt for TV 2-koncernens økonomi.
Omsætningen i 2012 på knap 2,5 milliarder kroner dækker over et fald på ni procent i tv-reklameomsætningen og en stigning på 40 procent på tv-abonnementsomsætningen – hvilket naturligvis skyldes stationens overgang til betalingskanal i fjor – i forhold til 2011, hvilket giver en samlet stigning i omsætningen på seks procent.
TV 2-familiens kommercielle seerandele faldt i 2012 med 2,7 procentpoint til 53,1 procent. TV 2’s hovedkanal har oplevet et fald fra 41,4 procent i 2011 til 38,0, mens både TV 2 Charlie og TV 2 NEWS er steget i kommercielle seerandele.
– At TV 2 Charlie i 2012 er vokset og har indtaget pladsen som den tredjestørste kanal er en ubetinget glædelig nyhed. Desværre fortæller seertallene på hovedkanalen ikke samme gode historie, selv om året har budt på mange programmæssige lyspunkter. Årsagen til faldet i seerandele skal findes flere steder, og vi må indstille os på en ny virkelighed for TV 2. Vi kan med det gode resultat nu fuldt ud fokusere på denne udfordring og styrke vores strategiske arbejde med programindholdet, siger Merete Eldrup.