TV 2’s marketingdirektør, Hanne Kierstein, og hendes chef, koncerndirektør for salg og marketing, Flemming Rasmussen, er enige om en ting: De er uenige. Og den uenighed er nu resulteret i, at Hanne Kierstein stopper med udgangen af juni efter blot otte måneder på posten.
– Det er for mig stadig et ønskejob med nogle unikke produkter og mange super engagerede kollegaer. Men jeg er også stolt over at stå fast ved det, jeg står for. Flemming og jeg er ikke enige om retningen og prioriteringerne i løsningen af marketing-opgaverne, men han er chefen, og så er det naturligt, at jeg trækker mig. Sådan er spillet, og det har jeg fuld forståelse for, siger Hanne Kierstein og tilføjer, at hun i de kommende måneder vil overveje, hvad hun nu skal lave.
Flemming Rasmussen erkender, at situationen ikke er optimal.
– Hverken for os eller for Hanne. Vi er ikke uenige om den overordnede strategi, men mere om løsningen af opgaverne i dagligdagen. Det har vi talt om i nogle måneder, og på et tidspunkt må man så trække en streg i sandet, siger Flemming Rasmussen og tilføjer, at jobbet som marketingdirektør for hele TV 2 er en helt ny funktion i en organisation med et meget højt udviklingstempo og en kompleks matrix-organisation med flere forskellige arbejdssteder.
– Så situationen har da helt klart givet os nogle lærepenge i forhold til, hvad stillingen skal indeholde, siger Flemming Rasmussen.
Der er dog ingen tvivl om, at stillingen skal genbesættes. Indtil videre er Flemming Rasmussen selv konstitueret som marketingdirektør.
fin