TV 2 fejrede 25 års fødselsdag med et stort show i lørdags, og umiddelbart efter blev et nyt ”on-air design” præsenteret.

Det var det første synlige resultat af en ny brandstrategi, der indeholder en plan for en ny brand-arkitektur og -identitet.

– Den nye brandstrategi udspringer af TV 2’s reviderede programstrategi, og den er et resultat af et omfattende arbejde med både at forny vores brand og sikre, at vi hele tiden er det samme sted som seerne, siger TV 2’s marketingchef, Morten Kjær Petersen.

Han fortæller, at TV 2 derfor går efter at få seerens dagligliv gjort til en del af brandingstrategien.

– En af de måder, vi gør det på, er ved at bruge seernes egne billeder rundt omkring på kanalen, til en start især i vores reklame-introer, men på sigt også mange andre steder. TV 2’s seere vil nu kunne dele deres liv på og med TV 2, og det slægtsskab glæder vi os til, siger han.

Ambitionen er således i højere grad at samle TV 2-familiens visuelle udtryk. TV 2 har fået hjælp af designbureauet Designit til den strategiske udvikling, mens Stupid Studio sørger for, at den nye visuelle identitet også slår igennem på TV 2’s digitale kanaler.

Logo bevares, men skifter farve

TV 2 holder fast i det velkendte logo, der oprindeligt blev tegnet af Finn Hjernøe.

Det har dog været igennem en mindre rentegning og ”træder ud af boksen igen”, og skal således fremadrettet optræde frit – og ikke i en boks – som det også gjorde det, da kanalen startede.

TV 2 vil fremover også gøre brug af såkaldte storylogos, altså logoer der fortæller sine egne små historier. Storylogos kan optræde på mange forskellige applikationer og medieplatforme.

TV 2’s design-DNA er, udover bomærket, også den røde og hvide farve, som vil gå igen både i koncernkommunikationen og på hovedkanalen. Det betyder, at det blå koncernlogo udfases. Også hovedkanalens kuber udfases. Nichekanalerne beholder derimod deres navne og tilhørende farver.

– Med det nye on-air design er der gjort en dyd ud af, at det er programindholdet og ikke designet, der dominerer. Alt er optimeret, så indholdet bedst muligt står frem i overgangene mellem både programmer og reklamer. Når hovedkanalen henviser til TV 2’s øvrige kanaler, er der desuden indarbejdet en let forståelig logik, så seeren ikke er i tvivl om hvilken kanal, de finder det omtalte program på, siger Jesper Jul Mørch og fortsætter: ”Når det nye design er i luften på hovedkanalen, kigger vi på, hvordan det implementeres på de enkelte kanaler på en måde, som sikrer, at de bevarer deres stærke identitet og bakker op om brandet, samtidig med at det nye fælles design implementeres”.

TV 2 får endvidere en ny font, der hedder ”Alright sans” – en koncern-font, der bliver udrullet både på skærmen, først på hovedkanalen og senere i videst mulige omfang på tv2.dk, på apps, på stationære ting og evt. også på nogle af nichekanalerne.