Vi lever som bekendt ikke længere i de glade 00’ere, hvor danske annoncører via et reklamespot på landets største kommercielle tv-station, TV 2, var sikret en massiv eksponering af brandets kommercielle budskab.
Nej, i dag drukner danskerne nærmest i levende billeder og indhold – både live og tidsforskudt – i reklameblokkene på et utal af tv-kanaler og ikke mindst på ”nye” platforme, såsom pc, tablets og mobiltelefoner.
Det – og et markant faldende reklamesalg den senere tid – tager TV 2 nu konsekvensen af og tilpasser sit tilbud til annoncørerne en tid, hvor forbrugerne selv bestemmer, hvad de vil se, hvor og hvornår.
Det nye tiltag blev præsenteret sammen med stationens nye priser og betingelser i går. Heraf fremgik det bl.a., at priserne på reklamer i primetime øges med 10 procent på TV 2.
– TV 2 lever af sine seere og brugere og af at levere adgang til disse til vores mange annoncører – et forhold, som ikke har ændret sig i TV 2s 25 års historie. Men måden, hvorpå forbrugerne ser og bruger vores indhold, ændrer sig mærkbart i disse år, og derfor skal vi selvfølgelig også løbende ændre vores tilgang, så vi fortsat er i øjenhøjde med vore forbrugere. I dette lys giver det ikke længere mening at holde fast i et traditionelt tv-reklamemarked med et traditionelt 30 sekunders spot afviklet på en enkeltstående platform. Forbrugerne flytter rundt, og vi flytter selvfølgelig med, lyder det fra TV 2s kommercielle direktør, Flemming Rasmussen, i en pressemeddelelse.
På tværs af platform, tid og sted
Det betyder, at TV 2s har fundet en ny måde at værdisætte sine forbrugere på, hvilket betyder, at annoncørerne har mulighed for eksponering omkring alt TV 2-indhold i den ønskede kampagneperiode.
Det betyder mere konkret, at TV 2 fremover sælger reklamespots omkring TV 2-indhold, uanset om det bliver set på en flowkanal, live eller tidsforskudt, og uanset om det bliver set på en tv-skærm, en pc, tablet eller mobil.
– Alt bookes og måles via de systemer og branchestandarder. Man kan realisere en dækning med markant mere tyngde i forhold til ens målgruppe, og samtidig vil man som annoncør automatisk blive bragt i tættere kontakt med ens potentielle kunder, uanset hvor og hvornår de måtte vælge at forbruge deres TV 2-indhold, lyder det fra Flemming Rasmussen i meddelelsen.