Danskerne fulgte i høj grad valget på tv. I alt så danskerne 3 timer og 17 minutters tv i tirsdags, hvilket er mere end 40 minutter mere i forhold til en normal tirsdag, viser en analyse fra mediabureauet Mediaedge:cia. Men i sammenligning med de to forrige Folketingsvalg er der ingen tvivl om, at interessen for at følge Folketingsvalg på tv var faldende. Ved valget i 1998 så danskerne ca. 20 minutter mere tv på valgdagen end i tirsdags.
Ifølge Mediaedge:cia vandt TV 2 endnu en gang tvekampen med Danmarks Radio. I tidsrummet kl. 19.30-22.40 havde TV 2 lidt mere end 900.000 seere, mens DR1 måtte nøjes lidt over 700.000 seere. For begge stationer gælder trenden, at færre seere følger Folketingsvalget på tv. Men mens DR1 kun har mistet 5 procent siden valggyseren i 1998, har TV 2 mistet næsten 30 procent. Danmarks Radio vinder altså ind på TV 2s førerposition.
Andre TV-stationer end DR1 og TV 2 bliver typisk klemt ved et Folketingsvalg, og det var også tilfældet i tirsdags. På en normal tirsdag har de øvrige stationer ca. 39 procent af seere 15-50 år, men i tirsdags var deres andel nede på 27 procent. jür