TV 2 kan hjælpe Danmarks Radio på vej ud af den økonomiske krise. DR overvejer nemlig lige nu flere muligheder for at få penge i kassen. En af dem er at sælge sendenettet og de fire store sendemaster, som Danmarks Radio ejer i fællesskab med TV 2. Og TV 2 melder sig nu på banen som interesseret køber, oplyser TV 2’s bestyrelsesformand Niels Boserup over for Ritzau.
– Vi har i forvejen forkøbsret på at købe DRs andel. Så hvis prisen er rigtig, er vi principielt interesseret i at købe sendenettet, siger han og tilføjer, at det vil kunne gøre TV 2 mere attraktiv, når tv-stationen skal privatiseres.
Danmarks Radio står midt i en kæmpe økonomisk krise, fordi der mangler næsten en milliard kroner i budgettet.
/ritzau/