TV 2 Interaktiv udvider nu den programpakke til nettet, som lanceres den 1. november.
Hidtil har det heddet, at velkendte programmer som TV 2 Nyhederne, Rundfunk, Dags Dato, Station 2 og Lige På og Sport ville indgå i den abonnementspakken, der kommer til at koste knap 50 kroner om måneden.
Men allerede fra start vil der komme en række nicheprodukter oveni, som skal lokke endnu flere abonnenter til.
– Vi forhandler nu rettigheder hjem på nye typer af programmer, som kun vil blive vist på TV 2 net-TV, fortæller Rune Bech, chef for TV 2 Interaktiv.
Han kan endnu ikke afsløre navnet på de programrettigheder, der skal være det store trækplaster, men lover dog, at der derudover også vil komme ekstra programmer inden for sport og børneunderholdning.