Godt vejr normalt får normalt folk til at skrue ned for tv-forbruget, men ifølge mediaedge.cia har den massive dækning fra Irak-krigen betydet, at danskerne i sidste uge øgede deres tv-sening markant. Fredag, lørdag og søndag i sidste uge så danskere over 12 år ifølge Gallup TV-Meter i gennemsnit over 200 minutters tv dagligt, hvilket er næsten en halv time mere end samme periode sidste år – en stigning på 15-20 procent.
Ifølge mediaedge:cia er det nu ikke udelukkende krigen i Irak, der har fået danskerne ind foran tv-skærmen. Set over de
første 12 uger af året er tv-forbruget steget 4 procent. Det er næsten udelukkende TV 2, der bidrager til stigningen, idet danskere over 12 år har øget deres daglig sening på stationen med hele 8 minutter i forhold til samme periode sidste år til mere end 70 minutter. Derudover vinder Danmarks Radio også lidt, mens Viasat-kanalerne og især Zulu taber seere.
Sidste uge stod i krigens tegn. Danmarks Radio og TV 2 har efter krigens start i torsdags sendt intensivt. I det første døgn sendte TV 2 mere end 20 timer ud af døgnets 24 timer. Den omfattende krigsdækning betyder, at Danmarks Radios seerandel steg 2 procentpoint og TV 2s andel steg med ét point i forhold samme periode ugen før. Alle de øvrige danske tv-stationer har måtte bære tabet.
Tabet er dog begrænset, da den totale tv-sening samtidig er øget. Målt efter annoncemarkedets målestok, de kommercielle seerandele, vinder TV 2 mere, vurderer mediaedge:cia. Stigningen på TV 2 er på 3-4 procentpoint, selvom kanalen på kort sigt ikke har haft mulighed for at kapitalisere den forøgede seerandel, da alle reklameblokke torsdag blev fjernet, og reklameblokke lørdag og søndag morgen også blev fjernet.