TV 2 har fremlagt en spareplan, der skal sikre den videre drift af foretningen.
Planen indebærer blandt andet, at TV 2 skal sælge sin andel af sendenettet, skille sig af med hovedsædet i Odense og eventuelt sælge nichekanalerne, hvilket dog er langt nede på prioriteringslisten.
Så langt så godt – Men planen indeholder også to politisk kontroversielle punkter, nemlig reklamebreaks og brugerbetaling.
De to punkter vil årligt kunne indbringe TV 2 flere hundrede millioner kroner, men det er langt fra sikkert, at politikerne på Christiansborg vil lege med.
Dansk Folkepartis medieordfører, Karin Nødgaard, siger til Jyllands-Posten:
– Vi er ikke glade for det. Heller ikke selv om der er tale om lave beløb. Det vil afskære nogle fra TV 2, og vi synes, at det skal være for alle danskere. Reklameafbrydelser tror jeg slet ikke på. De vil ødelægge mere end gavne. Det er jo netop her, TV 2 skal skille sig ud.
Socialdemokraternes Mogens Jensen vil helst ikke lægge sig fast på noget inden forhandlingerne, men han siger dog om TV 2’s situation:
– TV 2 har malet et sort billede – og efter min mening også for sort billede i forhold til den reelle situation. Men vi mangler at se nogle tal fra den rapport. Vi har kun hørt om dem fra TV 2-ledelsen. Den til enhver tid siddende TV 2-ledelse vil jo forsøge at skaffe sig mest muligt økonomisk råderum, mens vi fra vores side mener, at der kun skal det til, som der er behov for. Og TV 2’s direktion siger jo, at der er et stort behov, mens konkurrenterne synes det stik modsatte, siger Mogens Jensen.
Tidligere på året nedlagde TV 2 flere end 200 stillinger, og måtte desuden låne 500 millioner kroner af staten. Stationen har et underskud på 850 millioner kroner og kæmper samtidig med driftsproblemer især på hovedkanalen.
ac