TV Danmarks ledelse forsøger nu at overbevise Radio- og TV-nævnet om at ændre en beslutning, der vil betyde sort skærm på kanalen i timen mellem klokken 20 og 21 på lørdag. Nævnets beslutning er en straf for, at TV Danmark ifølge nævnet gentagne gange har overtrådt fjernsynsloven ved at afbryde programmerne med reklameblokke.
I går sendte TV Danmarks ledelse og advokater et brev til nævnet, hvor man ifølge informationschef Lars Kaspersen påpeger en række forhold i afgørelsen, som nævnet må tage stilling til.
– Vi beder som minimum om en udsættelse af sanktionen, indtil der foreligger en endelig afklaring af det juridiske grundlag. Og hvis den skal komme fra domstolene, så må vi vente på det.
Alternativet er, at vi skal til at lave erstatningssager, og det kan blive meget kompliceret bagefter, siger Lars Kaspersen, der håber på, at Nævnet vil imødekomme TV Danmarks ønsker om en juridisk afklaring. Sker det ikke bliver tv-stationen nødt til at have sort skærm.
– Jeg tvivler på, at vi har noget andet valg, og så må vi afklare en eventuel erstatningssag i retten, siger han.
Baggrunden for beslutningen er, at Radio- og tv-nævnet i efteråret 2004 traf en række afgørelser om ulovlige reklameafbrydelser på TV Danmark. Ifølge Nævnet har TV Danmark gentagne gange handlet i strid med radio- og fjernsynsloven om, at reklamer skal placeres i blokke mellem programmerne. TV Danmark er meget uenige i nævnets beslutning og vil have afgørelsen prøvet ved domstolene. Nævnets beslutning om 1 times inddragelse er truffet efter en samlet vurdering og under henvisning til proportionalitetshensyn.
– Vi har lagt det på en lørdag, hvor de har færrest egenproduktioner og det derfor gør mindst ondt på TV Danmark, sagde Radio- og tv-nævnets formand, Christian Scherfig i fredags til Markedsføring. Han forventer, at TV Danmark i fremtiden vil rette sig efter afgørelsen, så reklamer bliver placeret i blokke mellem programmerne.
– Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at de ikke vil respektere afgørelsens karakter som den professionelle spiller de er. Men hvis de ikke gør det, vil vi skærpe afgørelsen næste gang, så der ikke kun bliver tale om en times sort skærm, sagde han.