TvDanmark melder om et godt resultat på årsaftalerne, hvor det er lykkedes stationen at opnå en bedre sammensætning af kunde-porteføljen. Det udtrykker sig i, at stationen har fået 21 pct. flere årsaftaler, samtidig med at man har sagt farvel til nogle meget store annoncører, der har fyldt godt i sendefladen, men til meget lave priser.
– I lyset af forløbet af 2004, hvor vi har været meget tæt på udsolgt i lange perioder, har vi haft meget stor fokus på belastningen af sendefladen. Desuden har vi haft et markant pris-efterslæb i forhold til de andre stationer, og det har vi ønsket at gøre noget ved. En af måderne til at rette op på efterslæbet har været at kigge på, hvem der betaler de lave priser. Det risikerer selvfølgelig at koste noget, men samtidig frigiver det også plads i sendefladen, siger salgsdirektør Klaus Nielsen.
Han vil ikke sætte navn på, hvilke annoncører, stationen har sagt farvel til i år, men siger dog, at der er tale om i hvert fald tre annoncører på Gallup Adfacts Top 10 liste.
Han konstaterer videre, at den markante fremgang i antallet af årsaftaler ses som en klar accept af den relancering af kanalerne, der blev gennemført sidste forår.
Samlet set er det lykkedes for TvDanmark at opnå en prisstigning på total-volumen, der er pænt over den stigning på 7-8 pct. som tv-stationerne meldte ud i efteråret. Men det betyder altså ikke, at den enkelte annoncør skal betale to-cifrede procent-stigninger. Det er kundesammensætningen, der giver den store vækst sammenlignet med sidste års prisniveau.
– Med et marked hvor efterspørgslen i 2004 periodevis oversteg udbuddet, var der lagt op til hårde prisforhandlinger. Da Tv Danmark samtidig har et markant efterslæb på prisen versus vores konkurrenter, var der lagt op til hårde men konstruktive drøftelser med vores kunder. Forhandlingerne blev som ventet hårde, men det overordnede resultat er, at vi i langt de fleste tilfælde har formået at finde konstruktive win win løsninger, siger Klaus Nielsen.
Hvordan året kommer til at gå volumen-mæssigt, er det for tidligt at udtale sig om.
– Vi har en omsætningsfremgang, der er klart over markedets udvikling, men det er for tidligt at sige noget præcist om, hvilken vej, pilen vender for året som sådan, siger Klaus Nielsen. fin