I sidste uge bragte TV 2 Medienyt en artikel om forårsprogrammernes opstart. Ifølge adm. direktør for TV Danmark, Henrik Ravn, var artiklen et forsøg på at nedgøre de mindre kommercielle konkurrenter, selvom man påstod det modsatte.
– Ifølge Gallups TV metermålinger er vores to stationers samlede seerandel blandt de kommercielle stationer i målgruppen 15-50 år steget 8 procent siden nytår i forhold til samme periode sidste år – og det på trods af en nedgang i seerandelen i begyndelsen af året pga. ekstraordinær høj nyhedssening på public service-stationerne under Tsunamikatastrofen i Asien, siger Henrik Ravn, der mener, at der er smuttet nogle facts i researchen til TV 2
Medienyts artikel om forårets programopstarter. Han nævner, at der er flere af TV 2’s store satsninger, der ikke har klaret sig så godt i 2005. Det kommer bare ikke frem i TV 2’s eget blad Medienyt.
– En af TV 2’s hjørnestene i programfladen ”Hvem vil være millionær” er i 2005 startet ud med et gennemsnit på 856.00 seere – eller 70 procent af det gennemsnitlige seertal, programrækken opnåede sidste forår. Programformatet ”Årgang 0” ligger 21 procent under det gennemsnitlige seertal fra sidste forår. Programmet ”Min restaurant”, som skulle være afløseren til efterårets store realityshow Huset ligger i gennemsnit 13 procent under seertallet til Huset, siger Henrik Ravn, der også oplyser, at den populære ungdomsserie, Venner, der nu er gået ind i sidste sæson på TV 2, er faldet med 7 procent i forhold til sidste forår. Det fald skal ses i sammenhæng med at serien er gået frem i alle andre lande, hvor den vises.
– Endelig har TV 2’s dokumentarserie ”Når lynet slår ned”, vist selv været udsat for et lynnedslag blandt seerne. Seertallet til programrækken er gået tilbage med knap 25 procent i år i forhold til programrækkens seertal sidste år. Også TV 2’s nye heftigt markedsførte dokumentarserie ”Håbet” af folkene bag det succesrige program Livet er fedt har kun opnået 45 procent af de seertal, Livet er fedt havde i 2003. Vi kunne sikkert blive ved, men vi har hverken tid eller lyst, men håber bare på en lidt mere troværdig og objektiv kommunikation fra vores delvis licensfinansierede konkurrent i fremtiden, siger han.