En analyse foretaget af TV 2 og The Nielsen Company viser, at danskerne er trofaste mod de traditionelle medier som tv, radio, avis og internettet.
Og det er de vel at mærke samtidig med, at nye medier tages i brug, og det debatteres heftigt på internettet, hvornår endnu et eksemplar af racen, Apples iPhone, rammer Danmark.
Analysen, der er gennemført i efteråret 2007 blandt et repræsentativt udsnit på 2.632 danskere på 12 år og derover, konkluderer, at danskerne stadig bruger mest tid på de traditionelle medier og internettet, som det også var tilfældet, da en lignende analyse blev gennemført i 2006.
De nye medier som MP3, iPod, harddiskoptager med flere bruger vi også tid på, og derfor stiger den samlede tid, vi bruger på medier, i takt med at nye medier vinder frem.
– Mange har spået den fremtidige tv-sening til at blive væsentligt mindre end den nuværende, men ifølge den nye analyse er der intet, der tyder på, at det skulle blive tilfældet. Faktisk viser analysen, at selv om vi får flere og flere medier, er det fortsat de velkendte medier og internettet, der står for hovedparten af den tid, vi bruger på medier, siger TV 2s analyse- og mediedirektør, Majbritt Krogh.
Svarerne fra respondenterne viser blandt andet, at hele 93 procent forventer, at de i fremtiden vil se tv og høre radio lige så meget, som de gør nu – eller mere, og at så godt som ingen vil bruge mindre tid på pc, internet og mobilen, end de gør nu.
Heller ikke blandt de nye mediebrugere synes der at være en tendens til at se mindre tv end tidligere. De såkaldte Early Adopters, som er en gruppe, der karakteriseres ved at være frontløbere, når ny teknik tilbydes, vil ikke glemme de ”gamle” og store medier som tv og radio, når de kaster sig over de nye medier.
– Early Adopters, der repræsenterer morgendagens vaner og handlinger bruger de nye medier mest, men analysen viser, at de bruger tv i lige så høj grad som alle andre brugere, siger Majbritt Krogh.
sm