SBS Discovery Media har oprettet en fælles salgsafdeling, der efter sommer får til opgave at håndtere det samlede reklamesalg af SBS Discoverys tv-kanaler.

Med sammenlægningen bliver SBS Discovery en endnu større spiller på det danske mediemarked.

– SBS Discovery står med én samlet kanalportefølje styrket i kampen om reklameindtægterne. Samtidig giver vores nordiske setup på både tv, radio og digital en fordel i forhold til vores konkurrenter, siger Christian Kemp, adm. direktør i SBS Discovery Media Danmark.

Den samlede salgsafdeling kommer til at referere til Kasper Kryger, der er nyudnævnt kommerciel direktør.

– Med en samlet salgsafdeling vil vi generere bedre reklamedækning og skabe et bedre produkt. Dermed styrker vi vores position hos både mediebureauer og annoncører, siger Kasper Kryger.

Discovery overtog i april officielt SBS Media, som blev en del af ét af verdens største medieselskaber, Discovery Communications International.