Det vil være en overraskelse, hvis ikke TV2 har vundet markedsandele, når 2. halvår er overstået. Således lyder vurderingen fra Mikael Ostenfeld, Carat, der står bag Tv Markedets Nøgletal til Markedsføring oven på en vurdering af starten på efterårs-sæsonen.
– TV2 er efterhånden utroligt dygtige til at sætte deres program-flade sammen og markedsføre sine nichekanaler. Det skal man have respekt for. Men det er et problem for markedet, at de små kommercielle stationer ikke kan finde nogen programmer, der kan bryde TV2-muren. Når man kigger på de foreløbige resultater af deres efterårs-satsninger, så peger det på, at der er behov for nytænkning. De halser bagefter i stedet for at ride foran på bølgen, og derfor er behovet for at finde på noget nyt udtalt, siger Mikael Ostenfeld.
Han underbygger sin pointe med, at d en eneste efterårs-satsning, der indtil nu har overrasket positivt, er TvDanmarks ”Danmarks klogeste barn”.
– Den lagde ud med lidt over 225.000,og efter genudsendelse har knap 283.000 set programmet. Det gik godt nok skævt i program nr. 2, men her lå det over for fodbold-landskampen, så det skal man nok ikke lægge for meget i, siger Mikael Ostenfeld.
Til gengæld ser det ikke specielt godt ud for resten af TvDanmarks satsninger, som bliver noteret for seertal, der hverken gør fra eller til på sharen, og det samme gælder for TV3.
– Robinson er lavere end nogensinde. Programmet har fortsat seertal, der er fornuftige i TV3-fladen (i sidste uge ca. 360.000), men programmet er ikke mere den motor, der både kan løfte sharen og bruges til at trække seere ind til andre programmer, siger Mikael Ostenfeld.
Den store nyeTV3-satsning er Paradise Hotel, som lagde ud med acceptable 171.000 seere i første program, der var placeret lige efter Robinson. Programmet er et Big Brother agtigt reality-show, der sendes alle dag e, men efter starten er niveauet faldet til 80-100.000 seere.
– Og det må være en skuffelse for TV3. Det kan ikke øge sharen, og det kan ikke være investeringen værd. Jeg tror, konklusionen må være, at reality-bølgen, der startede med Robinson og Big Brother, er ved at være ovre. Paradise Hotel kommer et par år for sent, og udfordringen må være at finde på noget helt nyt, siger Mikael Ostenfeld, og konstaterer, at ingen andre TV3-satsninger trækker nævneværdige seertal. Og da Brøndby ikke kvalificerede sig til Champions League, kan stationen heller ikke hente noget der.
Hertil kommer, at TV2 endnu ikke rigtig er kommet i omdrejninger med sine store satsninger, og desuden også lancerer en filmkanal i løbet af efteråret, som kan gøre yderligere ondt på Viasat og TvDanmark-søsterkanalen, Kanal 5.