Et fald i den samlede tv-sening i januar på 10 minutter (6 pct.) fremkalder rynkede øjenbryn hos Mikael Ostenfeld fra Carat, der står bag Tv Markedets Nøgletal til Markedsføring. Det sker endda i en måned, hvor de danske håndboldherrer har trukket store seertal.
– En rygmarvs-reaktion ville sige, at seningen burde vokse under en sådan begivenhed, når der er succes for det danske hold. Og håndbold-herrerne har da også trukket store seertal. Men de har taget det fra andre. Kigger man på seningen i den første del af måneden, før turneringen startede, og i den sidste del, så er der ingen forskel, så det peger på, at håndbolden ikke har haft effekt på den samlede sening men først og fremmest har været en succes for TV2, fordi man har hugget share fra de andre.
– Der har fra tid til anden vær et diskuteret, at seningen er faldende. Jeg synes bare ikke hidtil, at der har været dækning for det i tallene, fordi udsvingene ikke har været større end, at de har kunnet tilskrives programudbudet. Det har også været fremført, at de unge ser mindre tv, men man kan ikke i januar se en særlig udvikling hos de unge målgrupper. Derfor er det svært at drage en konklussion på, hvad der er sket i januar, men jeg synes, at faldet virker bekymrende, siger Mikael Ostenfeld.
Håndbolden ses også tydeligt i opgørelsen over kommercielle shares, hvor TV2’s moderkanal havde markant fremgang i januar. Ellers er det Kanal 4’s overraskende store fald efter, at man forlod de lokale jordbaserede frekvenser og gik over til satellit-transmission, der trækker opmærksomhed.
– Det er et overraskende stort fald, som må dække over, at det har vist sig meget vanskeligere at få folk til at indstille kanalen på fjernbetjeningen end ventet. I hvert fald kan forskellen i penetration ikke forklare faldet. Det siger noget om, hvor lidt der s kal til for at skabe problemer, og det siger også noget om, hvilken loyalitet – eller mangel på samme – Kanal 4’s seere har, siger Mikael Ostenfeld og konstaterer, at der er brug for en hurtig indsats fra SBS’s side, hvis ikke man skal få leveringsproblemer.
I stedet for Tv Danmark ligger der så nu SBS Net på de lokale frekvenser, og denne nye kanal har hentet 2 pct. i share. Søsterkanalen Kanal 5 opnåede en fremgang på 1,1 pct. i januar, så et er altså lykkedes at hente 2,9 af tabet på 4,9 pct. ind på andre SBS-kanaler.
Faldet var ventet
Adm. dir. Henrik Ravn konstaterer, at den kommercielle share var en grim oplevelse i begyndelsen af januar.
– Men den var ventet, og heldigvis er det gået støt frem siden vi i uge 3 startede op med vores forårsplan. Faldet er en kombination af mindre penetration og at kanalen er blevet flyttet, så man skal finde den igen på fjernbetjeningen. Det vigtigste for os er, at vi bliver stemt ind i antenneforeningerne og her går det som det skal. Vi er måske endda lidt foran planerne. Vi havde et godt efterår, folk kan lide produktet, og så skal de nok også finde det, når det bare er tilgængeligt, siger Henrik Ravn. Han siger videre, at målet hedder en share på 4-4 ½ i 15-50 år og 7-8 pct. i kernemålgruppen ved årets udgang. Endelig understreger han, at SBS samlet allerede nu igen er på niveau i levering af TRP’er.
Det sidste undrer Mikael Ostenfeld sig dog over. Hans tal fortæller om et fald på 13 pct. i leverede TRP’er – også iden seneste uge.