S-togskunderne modtog forsøg med tv-skærme i ét S-togsæt godt, så nu kommer der skærme i alle S-tog. På tv-skærmene skal der vises nyheder, underholdning, trafikinformation og reklamer, og den tekniske del af projektet, dvs. skærme, computere og software, er nu på vej i udbud.
– Vores forsøg med tv-skærme i ét S-tog er blevet modtaget rigtig godt af vores kunder, og jeg glæder mig til, at brede det ud til alle S-tog, så alle de af vores kunder, der ønsker det, kan føle sig godt underholdt og informeret via tv-skærmene, siger adm. direktør for DSB S-tog, Gert Frost.
Nyheder og programmer på tv-skærmene vil blive tilrettelagt ud fra analyser af behovet for de forskellige målgrupper på de forskellige tidspunkter af døgnet og ugen.
Og ligesom der skal tænkes i forskellige målgrupper på forskellige tidspunkter af døgnet, bliver der også tænkt i mange forskellige leverandører på indholdssiden.
– Tv-skærmene i S-tog er en attraktiv medieplatform, og vi kan f.eks. godt forestille os at kontakte musikkanaler for at høre, om de vil sende musikvideoer fredag og lørdag aften og på samme måde kontakte tv-kanaler, der primært viser tegnefilm for at høre, om de vil sponsere tegnefilm til de tidspunkter, hvor det er relevant. Lige nu er vi åbne for en masse muligheder, siger Gert Frost.
S-tog regner med, at installationen går i gang i de første tog til sommer, så der skal det være afklaret, hvem der leverer teknikken, og hvem der leverer det forskellige programindhold.
sit