”En gave er særlig værdsat af den, som ingenting forventer”.
Sådan lyder teksten på en printannonce, som indgår i en ny velgørenhedskampagne, der skal samle penge ind til at hjælpe udsatte børn i Danmark.
Bark Copenhagen står bag initiativet, og apropos ”forventer” – så overgår de første dages indsamlingsresultater i den grad bureauets egne forventninger.
– Allerede efter kun én visning af tv-spottet mandag aften kom der 20.000 kr. ind. Vi er oppe på at have indsamlet over 80.000 kroner på bare halvandet døgn, og der er over 1.000 fans på vores Facebook-site. Det er en helt uventet start for os, for vi havde forventet at det ville tage længere tid at få skabt tillid til et helt nyt velgørenhedsbrand, siger administrerende direktør Peter Brockdorff fra Bark Copenhagen.
Indtil videre har donationerne på
julesagen.dk ligget mellem 25 og 1.500 kr. primært fra private personer i hele landet.
– Det gennemsnitlige indsamlingsbeløb er på cirka 200 kroner, hvilket også overrasker os, da vi havde forventet flere små beløb. I dag er vi desuden blevet kontaktet af en virksomhed, som ligesom vi, vil give deres samarbejdspartnere velgørenhed i julegave. De støtter julesagen med 10.000 kroner. Vores egne samarbejdspartnere blev informeret om vores initiativ i mandags og vi har modtaget utrolig fin respons fra alle, siger Peter Brockdorff.
Flere medier har desuden kontaktet bureauet, fordi de gerne vil støtte kampagnen gratis i form af flush ads og sponserede bannerkampagner.
– Det giver god mening for os at bruge vores kræfter på et projekt som dette, og det har været fantastisk for os at opleve at alle de parter der har været involveret i projektet, lige fra advokat og revisor, til produktionsselskab og catering har sagt ja til at gå ind i projektet med samme udgangspunkt som os – nemlig, kvit og frit at bruge kompetencer til at gøre noget godt for andre, siger Peter Brockdorff.
Initiativet fra Bark har form af en selvstændig forening med navnet ”Foreningen Julesagen”, som har formålet: ”Indsamling af økonomiske midler til hjælp for mindrebemidlede børn primært i forbindelse med julen”.