Nu er det sort på hvidt. Reklameforums Annoncebarometer, der bygger på indberetninger fra medierne selv, har nu opgjort årets første 9 måneder. Og det er ikke munter læsning for dagbladene, som i perioden har tabt over 10 pct. af deres omsætning (både tekst og rubrik). Det svarer til et tab på 248 mio. kr. til en samlet omsætning i år på 2091 mio. kr.
Samtidig har både tv og ugeblade/magasiner holdt skansen. Tv omsatte på de 9 måneder 1225 mio. kr., hvilket er 5 mio. kr. mindre end samme periode sidste år. Ugeblade/magasiners omsætning faldt med 1 mio. til 185 mio. kr.
Den udvikling betyder, at dagladene har tabt markante markedsandele. Efter 9 måneder sidste år havde dagbladene en markedsandel på 62,3 pct. Den er nu 59.7. Tv havde 32,8 og har nu en andel på 35 pct.
I barometeret er dagbladenes omsætning på henholdsvis tekst og rubrik indekseret, og her kan man se, at rubrik-markederne har bidraget positivt. Man kan dog ikke udskille job-markederne, hvor det er en kendt sag, at de har udviklet sig negativt i år. Det er således de øvrige rubrik-markeder, der har udviklet sig positivt. fin