Det blev en Tryg-film, der løb med hæderen som januar måneds Glade Seer fra TV2. Og det resultat markerer samtidig, at TV2 har ændret analyse-metode på udpegningen af Den Glade Seer.
– Hitlisten er ofte blevet kritiseret for at være præget af kampagnestørrelse på medietrykket. Som vi har spurgt, er det indiskutabelt, at enhver film har samme chance for at komme på listen, men realiteten er nok også, at de øverste pladser er blevet præget af de store koncepter og universer. Men med den nye analysemetode, vil de mindre film få større chance for at gøre sig gældende på måneds-listen – som man jo bl.a. kan se af januar måneds vinder, siger marketingchef Flemming Scheel. Og tilføjer: – Men måneds-listen viser dog samtidig, at de store koncepter klarer sig godt også på dette grundlag. De er populære, og man kan således ikke sige, at det alene er medietrykket, der har p laceret dem på den ugentlige liste.
I det fremtidige analyse-koncept, vil den ugentlige hitliste blive sammensat på samme grundlag som hidtil. Det betyder, at analyse-instituttet Wilke hver uge ringer til 500 danskere og spørger dem, om de kan nævne hvilke tre film, de har set på TV2, som de bedst kan lide. Månedens vinder af Den Glade Seer har så været den film, der har opnået den højeste score.
Men fremover vil den ugentlige hitliste alene fungere som short-listning til konkurrencen om den månedlige liste. Alle film, som har været på hitlisten i løbet af en måned – typisk et sted mellem 25 og 40 – vil blive præsenteret over for et panel på 500 personer mellem 13 og 60 år på internettet. Panelet får præsenteret tre billeder fra alle film samt en tekst om handlingsforløbet og bliver bedt om at give dem en karakter fra 1 til 7.
– Hvis ikke man kan huske filmen, går man bare videre, men realiteten er, at langt de fleste kan huske de fleste film. Hver film bliver bedømt af over 400 personer, siger Flemming Schee l og fortsætter: – Man kan ikke sammenligne de to analyser. Den ene på ugebasis er fuldstændig uhjulpet, mens overbygningen ved hjælp af internetpanelet bedømmer ad-liking både bredere og dybere, idet paneldeltagerne jo giver en egentlig karakter. Desuden bygger den på hjulpet kendskab. Alle film på short-listen har i den sammenhæng lige chancer, så man kan sige, at vi toner medietrykkets indflydelse lidt ned, siger Flemming Scheel.
I januar blev det således Tryg-filmen med ræven og hønen, der toppede listen. På de efterfølgende pladser finder man følgende annoncører:
2. Tuborg – Musikhjælp Te & Kringle.
3. Carlsberg – Forfatteren
4. Toms – Dejligt Ga-Jol vejr.
5. TDC – Festen.
6. Toyota – Ny sportsvan.
7. Toms – Ga-Jol Lakridsrod.
8. Beauvais – Molly Børnemarmelade.
9. Coca cola – Chef med Red Rush på pige.
10. Tuborg – Zlatko & Rasta.
– Som man kan se, så fylder de store universer fortsat meget på listen – de er ubestridt populære reklame-koncepter. Men der dukker også nye film op, som ikke normalt fylder så meget i forbrugernes Top of mind, og i den forbindelse er jeg meget glad for at lykønske Tryg med prisen for januar måned, siger Flemming Scheel.