Cirka seks procent af TV2’s reklameomsætning står for skud, hvis Danmarks Radio som forventet beslutter sig for at sætte gang i morgen-tv. De seks procent svarer ifølge marketingresearcher Mogens Østergaard, Carat Danmark til omkring 80 mio. kroner – og det er altså en del af denne indtjening, DR vil kunne reducere.
– Det er ganske givet, at DR vil vinde seerandele om morgenen – men hvor meget er endnu svært at sige. En lancering af morgen-tv på DR vil nemlig sandsynligvis også løfte den totale tv-sening om morgenen, forudser Mogens Østergaard, der producerer Tv-markedets nøgletal til Markedsføring. Han siger også, at dér hvor DR primært vil tage seere fra TV2 er blandt den lidt ældre del af befolkningen (30+), idet DRs morgenflade hovedsagelig vil bestå af nyheder.
Når man dykker længere ned i tallene for morgen-tv, er det tydeligt, at TV3 mellem halv syv og otte har langt den største seerandel blandt børn i alderen 3-11 år – og endda i det tidsrum, hvor der samtidig er flest seere på morgenfladen. Ikke at det kommer som et chock, da TV3 netop i det tidsrum sender Børnehjørnet med Disney, men det illustrerer meget godt, hvorfor kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (rad.) i øjeblikket kæmper for at få en bred og frivillig brancheaftale om børnereklamer. Udover TV3 har en satellit-kanal som Cartoon Network også en solid share, og samlet betyder det, at 50-60 pct. af de 3-11 årige er uden for kulturministerens rækkevidde i tidsrummet mellem halv syv og otte.
Morgen-tv – i hvert fald den mere nyhedsorienterede af slagsen – er et marked, der p.t. nærmest er forbeholdt TV2. I sidste uge proklamerede DR så, at de nu også vil deltage på morgen-tv-markedet, og således fra og med årsskiftet 2002 lancerer morgen-tv på hverdage. Og det vil uden tvivl betyde, at TV2 mister kommercielle seerandele om morgenen (6.30-10.30), hvor de i 2. halvår af 2000 havde en share på 62% blandt alle seere.
Tendensen i Tv-markedets nøgletal holder sig i denne uge, hvor tallene omfatter årets første tre uger. TV2 er kommet godt fra start, mens det for både TV3 og TvDanmark gælder, at de først nu begynder at brænde krudtet af. TV3 var først med “Baren“, som den første dag havde et seertal på 219.000 efterfulgt af 176.000 i gennnemsnit de følgende tre dage.
– Fremover vil seertallet formentlig ligge omkring de 170.000, hvilket er ganske pænt – omend ikke dundrende succes, mener Mogens Østergaard og tilføjer, at vi sandsynligvis kommert til at se den samme udvikling for Big Brother.
Ifølge TV3s direktør Henrik Jensen forventer man – især grundet “Baren“ – en fremgang på ét procent-point i den samlede share, når foråret er omme. Og som det fremgår andetsteds i bladet forventer TvDanmark en fremgang på to procentpoint, hvilket betyder, at TV2 skal hente tre procentpoint for at kunne følge med.