Efter 14 dage med TV 2 Charlie, TV 2s nye knopskydning målrettet mod den modne seer over 45 år, står det klart, at stationen ikke har formået at leve op til de tre første gode dage med 3,8 procent af al den kommercielle sening, skriver Mediaedge:cia i et newsletter. TV 2 Charlie har næsten dag for dag mistet seerandele, og har nu en kommerciel seerandel på 2,4 procent. De seneste tre dage har Charlie kun haft lidt over én procent af danskernes kommercielle tv-forbrug. Også i stationens primære målgruppe, personer 45-60 år, har Charlie haft et stort fald, så stationen nu kun har 3,4 procent af denne målgruppes kommercielle tv-forbrug.
TV 2 Charlie fokuserede ved premieren på, hvor mange mennesker stationen kommer i kontakt med, men også her taber den nye station højde i forhold til de første dage. 640.000 seere så minimum ét minut af Charlie på premieredagen, men det tal er faldet støt til det halve de seneste 3-4 dage. I alt har 29 procent af samtlige danskere tunet ind på stationen i minimum ét minut, mens det i stationens primære målgruppe er 36 procent.
Seerprofilen på TV 2 Charlie er fortsat yderst moden og også betydelig mere moden end stationens primære målgruppe. Siden de første tre sendedage har 71-80 årige faktisk overhalet de 61-70 årige, som aldersgruppen med mest seertid på stationen. Et langt stykke efter følger så de 51-60 årige.