TV2’s adm. dir. Cristina Lage har valgt at fratræde. Det sker blot 16 dage efter, at stationens nye bestyrelse tiltrådte med Erik Ross Pedersen i spidsen.
Cristina Lage har længe været på kant med både kulturminister Brian Mikkelsen omkring privatiseringen af TV2 og dermed også økonomi-direktør Peter Parbo, som har været mindre kritisk indstillet over for salget af stationen.
På bestyrelsesmødet i dag lagde Cristina Lage således op til et opgør om uenigheden, der indebar en fjernelse af Peter Parbo. I en pressemeddelelse fra TV2 lyder det således:
“Jeg har forelagt et forslag til ændringer i TV 2’s ledelse, men det ønskede formandskabet ikke at acceptere, siger Cristina Lage”.
Bestyrelsen har i stedet valgt at udpege Peter Parbo til ny adm. dir. Men kontrakten løber kun til den dag, stationen bliver overtaget af en ny ejer. Direktionen består herefter kun af Peter Parbo og salgs- og marketingdirektør Flemming Rasmussen.