”Bestyrelsens analyse af situationen var, at der var behov for ikke nødvendigvis kun en ny adm. dir. men for en ny direktion, og det er nu engang den administrerende direktør, der tegner det hold. Derfor må man jo starte der”.
Citat: Lars Nørby Johansen, næstformand i TV2s bestyrelse.
Sted: Dagbladet Børsen.
Det er et citat, der af de fleste vil blive læst som det tætteste man kan komme på en fyring uden direkte at være blevet det, og det er salgs- og marketingdirektør Flemming Rasmussen og økonomidirektør Anders Kronborg, det går ud over.
Men uanset hvordan mange vil opfatte citatet, så afviser bestyrelsesformand Niels Boserup, at det er sådan citatet skal tolkes. Han taler om omrokeringer af ansvarsområder alt afhængig af, hvilke kompetencer den nye adm. dir. er stærkest på.
– Jeg vil ikke sige, hvad vi overvejer, for det skal jo ikke i avisen alt sammen. Men man kunne overveje en anden ansvarsfordeling, og så kan man spekulere i, om Flemming Rasmussen og Anders Kronborg får taget eller lagt til deres områder, siger Niels Boserup og understreger, at bestyrelsen er udmærket tilfreds med Flemming Rasmussen og Anders Kronborgs indsats.
– Hvis man ser på de resultater, Flemming Rasmussen præsterede sidste år, så skal man da vist have undersøgt hovedet, hvis man vil af med ham, siger Niels Boserup.
Dagbladet Børsen fortalte også i dag om en ny aggressiv strategi, som TV2s bestyrelse personificeret af Lars Nørby Johansen arbejder på, selvom man er i gang med at finde en ny adm. dir. efter Peter Parbo.
Niels Boserup afviser dog, at der er en større proces i gang.
Der er tale om nogle håndværksmæssige ting, som skulle have været lavet for et stykke tid siden, og som er nødvendige for at undgå, at der spreder sig en frustration i organisationen, siger Niels Boserup.
Det fremgår dog også af interviewet med Lars Nørby Johansen, at bestyrelsen opfatter planerne som delmål i forhold til en ny overordnet strategi for de næste 5-10 år, som den nye adm. dir. kommer til at stå i spidsen for. fin